Mørk og stemningsfuld Americana med et dragende, mytologisk tekstunivers.
Den danske sanger, sangskriver og guitarist CS Nielsen er klar med sin fjerde plade, en sitrende og atmosfærisk Americana-udgivelse der er spundet omkring personlige livshistorier, intime øjeblikke og dyb mytologi.
“Pilgrims” rummer nogle af de stærkeste sange fra den drevne singer-songwriters hånd. Her inviteres lytteren ind i et univers, hvor musikken og lyrikken både er smertefuld og lutrende. Sangene vidner om en musiker og sangskriver, der er tunet perfekt ind på sin kanal. Der veksles mellem eksistentielle og åndelige fikspunkter på livets landevej: længsel, savn, ansvar, afmagt, tvivl, tro, håb, kærlighed og død. Musikken er enkel og melodiøs.
“Pilgrims” sender ambitiøse musikalske hilsener til de gamle folk- og country-fyrtårne, samtidig med at musikken også bevæger sig ind på folk noir-genrens stemningsfulde og mørke territorium.
Blandt albummets originale kompositioner er “Sinner Man” en gendigtning af en traditionel amerikansk spiritual, som CS Nielsen har skrevet sammen med den canadiske sangskriver og banjo-spiller Kaia Kater.
Albummet er produceret af guitaristen Johnny Stage (som tidligere har arbejdet med bl.a. Sort Sol, Martin Hall og Chris Spedding), og sammen med en samling kompetente musikere og korsangere (Michael Lund, SALEM, Clara Luise Bryld, Johannes Gissel, Una Skott, Jesper Folke Olsen og Ketil Duckert) farver han sangene smagfuldt og varieret.
“Pilgrims” udkommer d. 4. december på det nystartede danske selskab KØRFIRS RECORDS på CD, vinyl og limited-edition vinyl-udgave (med et originalt linoleumssnit af billedkunstner Svend-Allan Sørensen). Cover-layout er af Lasse Krog Møller. Pladen er også ude på samtlige download- og streamingtjenester.