Ny single og albumannoncering fra Marie Fjeldsted

0
645
Foto: Tine Bek

Marie Fjeldsted er klar med sin tredje single i år og afslører med den titelsangen på det kommende album; Keep It Alive. Med en insisterende basgang, et råt lydbillede og Maries følsomme vokal er Keep It Alive en sang om at holde liv i livet, når det virker allermest umuligt.

2022 har været et transformationsår for Marie Fjeldsted. Hun har droppet sit alias Penny Police, hun er blevet mor for anden gang, og hun er trådt ud af epidemiens skygge med et nyt album i favnen.

Andensinglen Occasionally udkom i juni og ligger fortsat i rotation på P6 Beat. Occasionally handlede om at finde fred i sin egen og omverdenens foranderlighed, og den nye single Keep It Alive tager os også med ind i en indre kamp. Følelsen af at være væltet omkuld, brugt op og søge vej frem gennem helt basale livskilder.

“Keep It Alive er titelsangen på mit kommende album. Den handler om at holde liv i livet, selvom nogle dage kan virke umulige at komme igennem. Med udsigten til et barn mere, følte jeg mig pludselig væltet omkuld og var bange for,
at jeg ikke havde nok at give af. Den handler om at tilgive sig selv og give slip. Være i stormen uden at gå ned med flaget. Det er umuligt at bestemme over livet og nogle gange må man bare trække vejret, gøre det, der skal til og så huske, at der kommer en ny dag, og det er den dag, vi skal øve os på at lade fylde”, fortæller Marie.

Sangen er, som de fleste af sangene på det kommende album, skrevet under lockdown, mens Marie var på barsel. Både hun og hendes partner Linus Klestrup Larsen arbejdede i begrænset omfang hjemmefra, så de havde pludselig tid til at
sætte studie op i soveværelset og opdage at de havde et rum, de kunne skabe musik i sammen.

Keep It Alive er stærk i sin ærlige musikalske råhed, smuk i sin følsomme poesi og rørende i sin enkle fuldtræffer af et budskab til de hårde dage:

”Jeg er her, jeg trækker vejret og lige nu kan jeg ikke forvente mere af mig selv”.

Keep It Alive udkom den 7. oktober. Albummet med samme titel er ude i maj ’23.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here