Own Road udgiver første single “Black Light” fra nyt album

0
745

Nogle mennesker foretrækker at blive i mørket for at se sandheden klarere.

“Black Light” er første single fra Own Roads kommende minialbum “There Will Be Tears”. Med en sang bygget så simpelt op som muligt, med kun to akkorder, kredser “Black Light” om, hvor besværlig kærligheden mellem to mennesker kan være. Uden at der er tale om en decideret ulykkelig kærlighedssang. Tværtimod. Nogle mennesker foretrækker bare at blive i mørket for at se lyset klarere.

Own Roads musik eksisterer i tusmørket mellem free folk, americana og rock med tråde tilbage til 60’erne og 70’erne. Med en unik stemme, strengeinstrumenter og percussion i højsædet bevæger Own Roads kompositioner sig ubesværet mellem angst, melodisk skønhed og stemninger fra sin helt egen verden.

Bag enmandshæren Own Road gemmer den erfarne musiker og singer-songwriter Simon Skjødt Jensen sig. Udover at være i involveret i udgivelser af EP’er, splits og forskellige projekter med internationale musikere fra bl.a. England og Italien, har Own Road udgivet tre fuldlængde albums samt givet koncerter i både ind- og udland.

Om “Black Light” fortæller Simon Skjødt Jensen selv:

“Jeg har efterhånden opdaget, at jeg ikke er en særlig god DJ til fester. Jeg kommer ofte til at sætte langsom og sørgelig musik på, når folk jo hellere vil høre det modsatte og danse. Men i min optik kan man sagtens feste og bevæge sig til andet end ‘party-musik’. Jeg er typen der sagtens kan lytte til en mørk sang om depression og sorg, og rent faktisk komme i godt humør af det.

Jeg opfatter ikke mig selv som et decideret deprimeret menneske, men jeg har behov for at udtrykke mig negativt eller kynisk engang imellem, og det er nøjagtigt hvad der skete, da jeg skrev Black Light. Selvom teksten handler om den svære kærlighed. Er øvrigt selv lykkelig gift :)”

Own Road udgiver i vinteren 2022 minialbummet “There Will Be Tears” med syv sange på Glorious Records. Det følges op af endnu et fuldlængde album i det nye år.


EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here