På jagt efter ægthed i en foranderlig verden

0
685
Foto: Jesper Ludvigsen

Det københavnske rockband Mansfield er aktuelle med singlen ”Chasing after You”, hvor passion og længsel udfolder sig i et lyrisk univers indsvøbt i støjende, melodiske guitarklange.

Efter at Mansfields anmelderroste debutalbum ”Star-Crossed Lovers” udkom i sommeren 2020, har bandet udforsket nye musikalske landskaber. Singlen ”Chasing after You” er et fængende rocknummer, der leder tankerne hen på The Clash og The Beatles, men som giver den britiske Merseybeat-tradition en mere nutidig og melankolsk drejning. Her er lyden af et band, der vedkender sig sin inspiration og samtidig sætter sit personlige præg på udtrykket.

I maj 2022 optrådte Mansfield på det legendariske spillested The Cavern Club i Liverpool, hvilket for alvor markerede bandets entré på den internationale scene. Publikums positive respons på især ”Chasing after You” var afgørende for valget af sangen som første single fra bandets kommende EP. Forsanger Christian Stage fortæller:

”Vi blander fortsat det enkle med det komplekse i musikken og der er smæk på fra start til slut. Særligt produktionen indeholder flere lag og nuancer end tidligere. Singlen giver en god forsmag på Mansfields musikalske retning.”

Mansfields evne til at levere iørefaldende melodier har medført airplay i Danmark såvel som i udlandet og samtidig givet bandet ros fra bl.a. John Hassall (The Libertines), Eskobar (SE), Kjartan Arngrim (Folkeklubben), Rebecca Lou og The Beatophonics.

Det universelle tema om ugengældt kærlighed i ”Chasing after You” skildres dramatisk og symbolsk i singlens musikvideo, hvor skuespiller Amanda Hermansens karakter vender op og ned på virkeligheden. ”Chasing after You” efterfølges af endnu en single den 11. november inden Mansfields EP ”Come Rain or Shine” udkommer den 3. februar 2023.

”Chasing after You” er indspillet i Black Tornado Studios og er produceret af Morten Bue (Tindersticks, Mew, Ulige Numre, Kashmir). Singlen udkom den 30. september 2022 på alle streaming-tjenester via DME.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here