Midnight Riverboat

0
908

Musiker og komponist Rasmus Møldrup inviterer på en fantasifuld og filmisk rejse på sit nye album ”Midnight Riverboat”, der udkommer digitalt den 30. september.

Multiinstrumentalisten har på albummets 16 numre grebet frit fra alle hylder og som kaptajn på egen skude, ikke underlagt sig selv nogen regler. Akustiske strengeinstrumenter, latinamerikansk percussion og gamle synthesizere er drysset med fabulerende tenorsaxofon, bas-grooves, cubanske rytmer, mørke celloflader, tremolerende mandolin, syngende theremin og rumklangsfyldte synth-akkorder.

Det musikalske univers er krydret med diverse lydeffekter, der skal medvirke til at slå stemningen an på Rasmus Møldrups sanselige og surrealistiske drømmerejse. Møldrups egne optagelser fra skove og søer blandes med samples af tropiske fugle, bølger og hvalsang, og fokus tracket ”Cikada” indledes af cikadelyde som Rasmus selv har optaget en stille nat ved Balatonsøen i Ungarn.

Film og musik i blodet

Som søn af en filmklipper (mor) og en musikspillende arkæolog (far), var Rasmus Møldrup fra en helt tidlig alder begejstret for både film og musik, og interessen for at komponere filmmusik er gradvist vokset gennem årene. Med denne baggrund faldt det naturligt for Rasmus Møldrup at tage to uddannelser; kandidat med kontrabas som hovedinstrument fra Rytmisk Musikkonservatorium og kandidat i filmmusik fra Syddansk Musikkonservatorium.

Rasmus Møldrup, der var vinder af Ung Jazz i 2004, har spillet bas på mange forskellige indspilninger og udgivelser. Hans fordomsfri og nysgerrige tilgang til musik gør, at han har arbejdet med alt fra klassiske ensembler og bigbands, til jazz, pop over elektronisk og mellemøstlig musik. Sideløbende har han gennem en lang årrække komponeret musik til TV, film, podcasts, reklamer m.m. Bl.a. DR-dokumentaren ”De forsvundne arvinger”, filmen ”Sikke et Cirkus” af Lotte Svendsen (Robert-nomineret for Bedste Sang) og TV-serien ”Vores Sidste Sommer” af Ville Gedion Sörman, for blot at nævne nogle få.

En udlængsel sendte Rasmus Møldrup på en mental rejse til fjerne eksotiske himmelstrøg væk fra den mørke danske vinter i 2022, hvor det aktuelle album blev indspillet. Denne rejse resulterer nu i ”Midnight Riverboat”, hvor Rasmus Møldrup sætter scenen for en maritim, magisk og musikalsk tur på et gammelt dampskib med blafrende parasoller, sommerbrise, farverige cocktails, og tropiske fugle. Spøgelser, mystik og en svimmel pelikan. Tusmørke, cikader, sirenesang og bølgeskvulp. En eksotisk bådfart med hemmeligheder og mystik under vandoverfladen.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here