På Tålt Ophold – i en rå tid

0
888

En pensionist råber op!

I mere end 50 år har produktive Bo Schiøler givet os en overflod af digte, sange og teaterstykker. Fra ”KATTEJAMMER ROCK” til det aktuelle album ”PÅ TÅLT OPHOLD – i en rå tid”. Bo Schiøler er nok mest kendt for sit 44 år lange virke på Vesterbro Ungdomsgård, hvor han som kulturindpisker og huskomponist, fik sat bydelens børn og unge på det kulturelle verdenskort.

Mere end 33 LP-er, CD-er, film og digtsamlinger blev udgivet, før Bo Schiøler takkede af i 2011 – og gik på pension. Eller gjorde han? Nej, trods sine 76 år – er Bo Schiøler stadig rastløs, livsglad og utrættelig. Han skriver til stadighed nye numre og den 23. september udkommer et dobbeltalbum med 18 spritnye sange fra Bo Schiølers knivskarpe pen.

Bo Schiøler er altid i gang. I gang med at suge inspiration, skrive nye sange, give koncerter og indspille CD’er. En beundringsværdig, livslang karriere som har indbragt ham et hav af priser. Han er bl.a. Ridder af Dannebrog, modtager af DJBFAs hæderspris, Martin Andersen Nexøs Æreslegat, ScherfigKirk-Gelsted Prisen, Gerda Prisen m.fl.

På det aktuelle album skærer han mere skarpt ud end for 30-40 år siden og gør sig til talerør for bl.a. humanisme, solidaritet, sameksistens og ligeværd. Som altid er han på “de svages” side. I dag gælder det seniorerne: “skygge-folket”, “ældrebyrden”, “de sure gamle” og “ynke-klynkegenerationen”. Med højt humør og stor livsvisdom beskriver han sin egen generation – den 3. alder – på godt og ondt. Her fornægtes ingen virkelighed. Bo Schiøler holder humøret oppe med en ukuelig livslyst, musikalsk virketrang og en evig kærlighed til dagen i morgen – og til næste år.

”Alderen er ingen hindring for min skabertrang. At skrive nye numre er ikke en hobby, men noget jeg simpelthen ikke kan lade være med. Det maser sig hele tiden på. Om det er midt om natten, en dag på stranden eller mens jeg er til fest, så skal ideer huskes og nye vers skrives ned. Alternativet er dystert og skræmmende,” lyder det fra Bo Schiøler.

”PÅ TÅLT OPHOLD – i en rå tid” dækker over et væld af musikalske stilarter: Jazz, blues, rock, vals og ballader og der er stor spændvidde mellem sangene. Dykker man ned i tekstuniverset, er der en dybde, som klart udtrykker modent tilbageblik, alders-erfaring og levet liv. Her er nye sange til “de modne danskere” og de nysgerrige unge – til glæde – og til eftertanke. Sange om levet liv, til alle dem, der – ligesom han selv – stadig kan lide livet, som kan tænke, føle og handle – og som værdsætter gode sange fra deres egen erfaringsverden.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here