Det danske stjerneskud Pil udsender singlen “Gulvet”, et nordisk pop-track fyldt med rytmisk instrumentation, stemningsfyldte synths og en blid vokal.
Nummeret udkommer d. 21. august som forløber til artistens kommende anden EP, der har release i november 2020.
Pil laver dansksproget pop om de skæve følelser, som kan være svære at sætte ord på. Hun udgav sin første EP Når Du Går Herfra i efteråret 2019 og har særligt fået ros for sine velskrevne danske tekster, som er blevet kaldt “mesterligt konstrueret”.
Nu er hun aktuel med indiepop-singlen “Gulvet”, som beskriver den klaustrofobiske følelse af at stå på dansegulvet omringet af mennesker uden den mindste lyst til at danse med. Musikken bliver højere og højere, mens tomheden vokser indeni.
Pil er en kunstner, der er nået langt ved selv at være primus motor i sit musikalske virke og har bygget en loyal lytterbase op på Spotify med nummeret “Nattely”, som netop har rundet 400.000 streams. Flere singler er blevet spillet på P3 og P6 Beat, og Pil lavede for nyligt et interview med Nova FM om at være musikkunstner under coronakrisen.
I december 2019 deltog Pil desuden i Spotifys netværksmiddag under initiativet “Equalizer Project”, som sætter fokus på kvindelige artister, sangskrivere og producere. Her fik hun muligheden for at dele personlige erfaringer med sin store inspirationskilde Medina. Siden har hun modtaget et arbejdslegat fra Statens Kunstfond til at skrive sange om ensomhed.
Den 2. oktober spiller Pil sin første headliner-koncert på Kayak Bar og til december 2020 supporter hun det danske, fremadstormende band Jung på deres tour i hele landet.
“Gulvet” er ude d. 21. august 2020.