Rumpistol annoncerer nyt album og udsender førstesingle

0
852

Musiker og komponist Jens B. Christiansen annoncerer i dag under kunstnernavnet Rumpistol sit sjette album “After the Flood”, som på mange måder bliver meget anderledes fra hans tidligere udgivelser. Efter at have lidt af stress-relateret burn-out har Jens nemlig ændret sin måde at arbejde og skrive musik på radikalt.

Med dagens annoncering følger albummets førstesingle “Aurolac”.

Jens B. Christiansen har i sin 17 år lange karriere som musiker primært fokuseret på elektronisk musik. Men pludselig fik han hovedpine og voldsom kvalme af at se på computerskærme, og var tvunget til at arbejde på en helt ny og langt mere minimalistisk måde. De 12 nye kompositioner på “After the Flood” er således alle sammen skabt ved et klaver, hvilket har været givende, både terapeutisk og kunstnerisk.

Det skinner igennem på pladen, som føles opløftende og æterisk, men samtidig er håndgribelig og nærmest taktil på grund af brugen af organiske, ikke-elektroniske instrumenter og teksturer.

På dagens singleudspil “Aurolac” får lytteren således en fornemmelse af dette nye output fra komponisten. Nummeret viser en mere neoklassisk side af Rumpistol, og den dystre vibe er understøttende for titlens betydning – “Aurolac” er en form for maling, som er populær at inhalere blandt hjemløse i Rumæniens hovedstad.

I forbindelse med “After The Flood” holder Rumpistol og hans nydannede kvartet – som udover ham selv består af Line Felding (cello), Maria Jagd (violin) og Kristian Hoffmann (lap-steel guitar) – release-koncert på KUBE d. 24. oktober, hvor man kan se frem til en aften i det neoklassiske og cinematiske tegn.

“Aurolac” ude den 4. september 2020.
“After the Flood” har release den 23. oktober 2020 via ØEN Records. 

Der er release-koncert på KUBE den 24. oktober 2020.

Om kunstneren

Jens B. Christiansens værker er drevet af hans søgen efter at skabe skønhed og nysgerrigt lokke nye lyde frem. Siden udgivelsen af hans selvbetitlede debutalbum i 2003 har Rumpistol udgivet yderligere fem album og otte EP’er og spillet koncerter i store dele af verden.

Han har samarbejdet med kunstnere som Bill Laswell, Ane Trolle og MØ, og han har også komponeret musik til film, spil og teater- og danseforestillinger. I 2004 spillede BBC-radiolegenden John Peel Rumpistol i radioen for første gang, og i 2016 blev hans musik brugt under den enorme åbningsceremoni til handicap-OL i Rio de Janeiro.

Rumpistol har også spillet koncerter på blandt andet Roskilde Festival og Mutek i Canada, og i de senere år har han turneret i USA flere gange. Jens B. Christiansen vandt, sammen med sit band Kalaha, en DMA Jazz Award i 2017 og Carl Prisen i 2019.

Han har siden 2003 også drevet pladeselskabet Rump Recordings. Her udgiver han primært danske kunstnere, og selskabet har nu mere end 40 udgivelser i ryggen.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here