Mols Roots-orkestret SIDSTE UDKALD udgav sit debutalbum “Midt I Ingenting” den 20. august, og indtil videre har orkestret udsendt singlerne “Sig Farvel” og “Tilfreds”.
Den 6. august udgav de seks musikanter albummets tredje single “Høje Herrer” – en groovende, lettere samfundskritisk sang, som forsanger og sangskriver Snorre Ralund har følgende at sige om:
“Høje Herrer er skrevet af en lille magtesløs mand, der synes at verden er af lave, imens han kaster sten på stranden en tidlig sommermorgen. Han føler, at sandheden bliver dikteret oppefra og er trist over, at ingen vil lytte, men hellere vil spotte og latterliggøre hinanden. For ham vidner samfundets udvikling i de sidste årtier om. at der ikke er styr på særligt meget andet end pengene, og han opfordrer derfor stille til at tage ansvar for egen lykke og ikke stole blindt eller vente på at blive reddet af de Høje Herrer.”
Guitarist og producer Jens Moss Thorsen siger endvidere om den medfølgende video:
“Vi kunne godt lide tanken om at lave en helt simpel video til Høje Herrer, der sammen med lyrikkens verbale slagsider bragte hele ‘far-band’ tingen i spil. Vi arrangerede en hyggeligt grillaften i den danske sommer for hele familien Sidste Udkald, placerede et kamera midt i Snorres have, og lod så ellers bare koner og børn slå sig løs i haven, imens bandet spillede.”
“Midt I ingenting” udkommer digitalt og på vinyl i gatefold i et begrænset oplag på 250 eksemplarer. På udgivelsesdagen spillede bandet en udsolgt releasekoncert på det lokale Sølballegård, og man kan ligeledes opleve de seks på Kulturloft i Ebeltoft d. 23. oktober. Flere koncerter er undervejs og annonceres i den kommende tid.
SIDSTE UDKALD er et nyt dansk orkester fra Mols bestående af seks tilflyttende musikanter. Sammen skaber de en musik, som forener dansk sangskrivning og amerikanske genrer som country, blues og folk i en lyd, man kunne kalde “Mols Roots”.
Bandet album-debuterer med “Midt I Ingenting”, hvis ti stærke sange tog form som et resultat af sanger/sangskriver Snorre Ralunds kamp for at vågne fra ti års dvale – et personligt vidnesbyrd om at rejse sig og handle, før det er for sent. Snorre havde spillet musik siden sine teenage-år, men havde som sådan ikke gjort sig det store i sangskrivning. Et nyligt overstået årti var præget af træthed og afmagt, men efter en tur helt ned på bunden, genvandt han glæden og viljen til at kæmpe.
Med den genvundne styrke og nylige perspektiv måtte der ske noget. Snorre tog fat på at skrive sange, som et værktøj til både at beskrive det hul, han havde befundet sig i, men også som et talerør for det han ville sige andre, der skulle vågne op som ham selv.
Sangene på “Midt I Ingenting” er til dels en beskrivelse af de svære, håbløse tilstande, man kan befinde sig i, men i lige så høj grad en fortælling om at ville noget andet, at tage fat og at bevæge sig videre.