Wonderfestiwall kan i dag offentliggøre Mads Langer, Jonah Blacksmith, IAMJJ og Clara til næste års festival. De slutter sig til de allerede offentliggjorte D-A-D, Spleen United, jung og Jada. Festivalen vil gennem vinteren og foråret offentliggøre mere end 30 kunstnere til Wonderfestiwall 2020.
Wonderfestiwall tilføjer i dag yderligere fire danske kunstnere til musikprogrammet i form af Mads Langer, Jonah Blacksmith, IAMJJ og Clara. De vil alle kunne opleves i Bornholms smukke natur ved Hammershus’ historiske borgruiner næste sommer mellem den 13. og 16. august. Den lille festival emmer af idyl og lokal hygge, som især skyldes de mange fraflyttede bornholmere, der troligt vender hjem og støtter op om lokalsamfundet og de gamle venskaber.
– Der er sket meget, siden vi startede op i 2008. Festivalen vokser støt år efter år, og det kan også ses på vores musikprogram, som hvert år bliver et niveau højere end forrige. Med vores musikprogram og de helt fantastiske oplevelser i Slotslyngen og Hammershus kan vi bestemt tilbyde en unik festivaloplevelse, der er værd at rejse for at opleve, fortæller formanden Daniel Mühlendorph.
Danske hitmagere indtager Slotslyngen
Til sommer kan publikum opleve det ypperste inden for dansk pop, når Mads Langer rammer Bornholm. Mads Langer har gang på gang storcharmeret publikum med sin sprøde stemme, og han står bag megahits som 3AM og Flawless, der strøg ind på landets hitlister. Han er blevet hædret med en lang række anerkendelser og priser som bl.a. Årets Mandlige Kunstner ved GAFFA-prisen 2013 og Årets publikumspris ved Danish Music Awards samme år. Nu kan det bornholmske publikum glæde sig til et brag af en koncert, når Danmarks ukronede popkonge slår tonen an på sin guitar.
Gennem deres fædrene og musikalske ophav forenes brødrene Alstrup i den danske folkrockgruppe Jonah Blacksmith. Jonah Blacksmith synger om det personlige og det vedkommende og hylder den nordjyske by Thy, hvor bandet har sine rødder. Glæden ved livet og ved at spille sammen stråler ud af bandets musik, så publikum kan godt begynde at glæde sig til næste sommer.
Med sin slæbende, dybe og maskuline vokal har IAMJJ charmeret danskerne med et tekstunivers om livets store spørgsmål. IAMJJ er alias for den 25-årige sanger og sangskriver Jakob Stenfatt Jensen, der har begejstret anmelderne med sin storladne lyd. Lige nu er han aktuel med sit seneste album Take It Slow On Me fra november, og til sommer kan publikum opleve det unge talent, når han indtager scenen på Wonderfestiwall.
Trods sine blot 18 år har Clara allerede markeret sig som en af fremtidens helt store popstjerner. Hun er allerede strøget til tops med radiohits som Crazy, Can’t Fall Asleep og Good to You, der allerede er streamet flere millioner gange. Ved Danish Music Awards 2019 modtog hun prisen for Årets Nye Danske Navn, ligesom kæmpehittet Foolish blev kåret til Årets Hit på P7 i 2018. Til sommer får publikum mulighed for at synge med på hendes velkendte og elskede hits, når Clara vender tilbage til Wonderfestiwall og sætter gang i festen.
Flere offentliggørelser på vej
Med de fire nye navne har Wonderfestiwall nu offentliggjort de første otte kunstnere, der lægger vejen forbi Bornholms lille festivalperle i 2020. I løbet af vinteren og foråret vil der løbende blive offentliggjort flere navne til musikprogrammet, som kommer til at have mere end 30 navne. De vil alle kunne opleves på Wonderfestiwall 2020, som finder sted fra torsdag den 13. august til lørdag 16. august i Slotslyngen på Bornholm.
Billetterne kan købes på ticketmaster.dk.
Følg med på www.wonderfestiwall.dk eller på Wonderfestiwalls sociale medier.
Pressekontakt
Presseansvarlig, Peter Pishai Storgaard // peter.storgaard@have.dk // 28 49 33 86
Presseansvarlig, Kristina Sindberg // kristina@have.dk // 24 86 01 84
Om Wonderfestiwall
Wonderfestiwall er en tre-dages musikfestival på Nordbornholm. Wonderfestiwall afholdes næste år fra torsdag den 13. til søndag den 16. august 2020 på toppen af klippeøen ved Slotslyngen i Allinge på Bornholm.
Wonderfestiwall er en non-profit-festival, som er skabt og drevet af frivillige kræfter. Foreningen bag Wonderfestiwall blev dannet i sommeren 2008 og har til formål at danne et kulturelt miljø på Bornholm – på de unges præmisser og gerne uden for sæsonen. De ønsker at kunne tiltrække store danske og udenlandske navne til øen inden for rock, pop, folk, elektronisk musik, disco, hiphop mv. og samtidig støtte op om den danske upcoming musikscene.