Det københavnske band The Lost Weekend debuterer med en wall of noise, der gerne vil skære igennem og give lytteren noget ægte. Det er snurrende og støjende guitarer, en vokal og frontfigur der brænder igennem, og en lyd der blander sig med de mest ikoniske bands fra 90’erne.
“Give me something that is real – build it up and truly feel” synger forsanger Jefrrey Hessellund med en febrilsk stemme, der leder efter noget ægte i en støjende verden og hvor ens tillid og oprigtighed kan blive udfordret.
”Real handler om den evige desperate søgen efter noget holdbart og ægte i en verden fuld af distraktioner og jagten på hurtig sanselig nydelse. Ens vindue til ’virkeligheden’ er i højere grad blevet til quick-fixes af kortvarig tilfredsstillelse, som ofte efterlader en tom, ensom og deprimeret. Teksten undersøger modet og det angstprovokerende i at holde fokus på kærlighedens forpligtelser i en travl verden hvor alt går hurtigt og selvrealiseringen dominerer”, siger forsanger Jefrrey om sangen.
Og meget passende har bandet skabt deres eget støjende univers med stærke rødder i 90ernes grunge og shoegaze bands, hvor navne som My Bloody Valentine og Stone Roses er naturlige referencer, samtidig med at der også trækkes tråde frem til nutidige artister som DIIV eller The War On Drugs. Bandet spiller på en og samme tid højenergisk, drømmende og støjende rock og pop med højt til loftet, og anført af den karismatiske og halvt amerikanske forsanger Jefrrey, mærker man også inspirationen fra artister som Nick Cave og John Lennon.
Bandet er dannet sammen med tidligere bandmate i Lovespeed, guitarist Jakob Birch, og med sig har de, de allestedsnærværende brødre Adam og Tobias Winberg (Death Valley Sleepers, Dør nr. 13, Den Syvende Søn, The Telescopes (UK) m.fl.) på trommer og bas.
På den musikalske front har bandet, og især guitarist Jakob, skullet føle sig frem, for at finde det helt rigtige udtryk på Real. Sangen er startet med en udforskning af alternative/skæve guitartunings – en form for benspænd med det formål at komme ud af vanens magt. Det har betydet, at der i sangskrivningen åbnes døre til nogle anderledes harmoniske skift.
Real er derfor blevet til, som et patchwork af forskellige harmoniske og melodiske småstykker, skrevet over flere sessions imellem Jefrrey og Jakob – og begyndte at samle sig da hele bandet var sammen i øveren og kæmpede lidt med at finde det rette udtryk. Her spurgte trommeslager Adam om man ikke bare skulle trykke på alle de larmende pedaler fra starten – da det først var i den støjende del af nummeret, at det begyndte at føles rigtig godt, og således fik nummeret hurtigt en sonisk tyngde med en mur af støj. Sangen fandt sin helt endelige form i studiet sammen med producer Christian Ki, hvor lyden samledes i en stram og potent produktion.
Real udkommer via Møs Møs d. 23. april og man vil kunne opleve mere af The Lost Weekend på Loppen når de spiller deres debutkoncert d. 6. maj når spillestederne åbner op igen.
Facebook: https://www.facebook.com/lostweekendmusic
Instagram: https://www.instagram.com/lostweekendmusic/