Terminal Argh er klar med et nyt singleudspil. Duoen tjekker ind igen efter seks års fravær med et effektfuldt, håndspillet poptrack, der har Nana Schwartzloses markante mørke vokal i front.
Terminal Argh er Nana Schwartzlose og Morten Langkilde. Sammen har de udgivet et album og en EP, men siden da er der gået flere år, hvor duoen har været optaget af andre ting. Sidste sommer fandt de sammen igen – efter fire år, hvor de ikke havde set hinanden.
Nana trådte ind i Mortens lejlighed og årenes afstand i tid og rum forsvandt i samme øjeblik:
”Det var som om. jeg havde været der i går. Vi har altid arbejdet hos Morten, og det var bare at træde ind i rummet igen, så var kraften der. Vi springer en masse led over – vi har enormt nemt ved at forstå hinanden, og udfordre hinanden”, fortæller Nana.
“Back With A Vengeance” handler om duoens genfødsel den dag hos Morten. En sang, som viser, at de musikalsk har flyttet sig mærkbart. Singlen præsenterer dem i et rocket, håndspillet sangskriver univers – et godt stykke fra deres tidligere trip-hop/electronica-baserede udtryk.
“Back With A Vengeance” er et stort power-ladet nummer drevet af Mortens lettende guitarfigurer og Nanas distinkte, varme stemme.
“Back With A Vengeance” udkommer 13. november og er en del af et længere singleforløb fra duoen.
Baggrund
Morten laver egen musik under navnet Umpff og huserer i en række projekter, kendetegnet ved at køre på tværs af genrer. Han har også udgivet sammen med storby-poeten Claus Høxbroe.
Nana Schwartzlose har udsendt tre soloalbums og medvirket i flere teaterforestillinger og teaterkoncerter, senest teaterkoncerten C. V. Jørgensen.
Hun er i sin lyd inspireret af Annie Lennox (Eurythmics), Grace Jones og Hanne Boel.