To drenge

0
1248

Ida Gard er klar med en ny single, som stiller spørgsmål til skæbnen. Hvordan ender to mennesker med de samme betingelser to vidt forskellige steder i livet? Med sin karakteristiske storyteller-punk sætter Ida Gard ord og musik til en mærkbar, autentisk fortælling. “To Drenge” er hendes andet udspil på dansk.

Ida Gard har siden hun vandt karrierekanonen i 2008 og albumdebuterede i 2011 slået fast, at hun mestrer både de catchy melodier og de skarpe poetiske fortællinger.

Singlen “To Drenge” tager udgangspunkt i to mennesker i Idas liv. To mænd, hvis livsbaner er præget af identiske valg, men med vidt forskellige udfald.

”Sangen handler om to virkelige mennesker og deres livshistorie. Det er vildt fascinerende og skræmmende på én gang, hvordan to drenge med så påfaldende mange vilkår og livsvalg tilfælles kan ende to helt forskellige steder i samfundets hierarki. Det har fået mig til at tænke meget over hvad der styrer os. Frihed, kontrol, værdier, skæbnen?”

Singlen “To Drenge” kører i højt tempo og bærer præg af Idas visuelle tilgang til musik og kærlighed til detaljer. Sammen med Noah Rosanes har hun skabt et univers, der som en musikalsk high speed chase actionfilm følger de To Drenges liv og kamp for overlevelse.

“De gjorde begge det bedste de kunne
De baskede med vingerne som store, stærke fugle
Men mens den ene steg støt opad
Røg den anden bare længere og længere ned
Og da den ene fik sin 20. million
Fik den anden langt om længe sin førtidspension
Når den ene drak champagne
tog den anden metadon
Hvad var forskellen på de to?”

Ida har et stort og trofast publikum i udlandet, og engelsk har altid været hendes sangskriversprog. I 2021 fik hun lyst til at prøve kræfter med modersmålet. I efteråret 2021 skrev hun sange til og optrådte i Teater Får302s forestilling Skam Dig om den danske kvindekamp fra 1950’erne til i dag. I oktober udgav hun sit første singleudspil på dansk, “Lad Os Prøve Igen”.

“To Drenge” er andet udspil i en række af singleudgivelser på dansk fra Ida Gard.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here