Verden Sidste Idé giver den indre by en lyd

0
967

Tidligere i februar udgav Verdens Sidste Idé albumforløberen ’Følelsen findes (ikke mere)’ og d. 28. februar fulgte endnu en single, ’Tine Er Så Stille’, fra det kommende album, ’Den Indre By’, som er på gaden 17. april. 

Singlen har den urovækkende titel ’Tine er så stille’ og bandets sangskriver Asbjørn Hvelplund fortæller, at den er inspireret af en hændelse i Aarhus C: ”Vi gik en flok ad Hallsti, en lille, mørk sti langs banen i Aarhus C, en sen nattetime. En kvinde kom hen og spurgte, om vi vidste, hvor de prostituerede holdt til i Aarhus, for hendes veninde, som vi forstod måtte være prostitueret, var måske i problemer. Kvinden kunne ikke komme i kontakt med veninden, og var derfor sprunget på toget i København for at finde hende. Vi var alle lige flyttet til byen og anede ikke, hvor de prostituerede holdt til, så vi kunne ikke hjælpe og stod bare dér og så åndsvage ud.” 

Hændelsen var et øjenåbner for en blåøjet tilflytter, der var kommet for at drikke af byen, fortæller Asbjørn Hvelplund: ”Det gav en fornemmelse for livet i de gader, vi ikke kom i. Der måske en barsk historie at skrive musik ud fra, men med tiden gjorde jeg mig erfaringer med de bekymringer, det giver, når ens nærmeste ikke giver lyd fra sig – og dét er blevet min måde at relatere til de to piger, som jeg håber er i god behold”.

’Tine er så stille’ synes inspireret af lige dele Pink Floyd og Dr. Dre, og netop bandets sans for original sammensætning af inspirationer har flere steder vækket opsigt. “Det’ dansk, det’ episk, det’ poetisk – det er helt fantastisk!”, lød det i P6BEAT-programmet ’Debut’, mens GAFFA gav debutkoncerten fem stjerner og skrev: ”Original dansksproget rockmusik i særklasse”

Fra februar til april 2020 er Verdens Sidste Idé på turné hele landet rundt – blandt andet til spillesteder som Vega i København, Kansas City i Odense og Radar i Aarhus. Se datoer og følg Verdens sidste idé hér: 

www.facebook.com/pg/verdenssidsteide/

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here