Opsange om drøm, erkendelse, tro og tunnelsyn

0
1469

“Herrens Mark” er navnet på den nye EP med Tore Eg. En samling af rå, enkle og bevægende sange.

I et flosset musikalsk tusmørke mellem pop og rock beskriver Tore i stærke billeder verdens grusomhed og skønhed og insisterer på at tro på mennesket og samtalen.

Det er sange om at turde erkende det grimme og det svære, og om at se igennem det og finde hinanden.

Fire sange, der får krop og liv af Tores karakteristiske, sjælfulde stemme.

Som forsanger i markante bands som Creme X-Treme, Little Triggers og Dogfood har Tore Eg huseret på den danske rockscene i en menneskealder. Han har skrevet og indspillet med koryfæer som Ivan Horn, Isam B og Michael Falch og har komponeret musik til og spillet med i en række større teaterforestillinger. De senere år har han markeret sig som soloartist med udgivelserne, ”Skibe i natten” (2015) og ”Når regnen får en ende” (2019) samt masser af koncerter både solo og med band.

Sideløbende har Tore Eg i en årrække arbejdet som hus-troubadour på Demenscentret Pilehuset, hvor han hver dag spiller og synger. Hans musikalitet og nærvær er et anker for mange af beboerne, og hver dag oplever Tore, at mennesker, der er længst forsvundet bort i forglemmelse, pludselig vågner for et øjeblik og falder ind i et omkvæd, før de atter døser hen. Han spiller både sange fra den danske sangskat samt fra sit eget evigt voksende bagkatalog, og det er blandt andet i dette forum, at Herrens Mark er blevet skabt

“Herrens Mark”

01. Den syvende dag
02. Brændte fingre
03. Dit barn
04. Drøm & dagligt brød

Klik på link for at lytte – eller højreklik for at gemme mp3.

Musikere:

Tore Eg: Vokal, kor, akustisk guitar
David Kampmann: Guitarer, lapsteel, kor
Jesper Bo Hansen: Hammondorgel, piano, keyboards, kor
Helge Solberg: Bas
Tobias Lange: Trommer

“Herrens Mark” er indspillet i Grapehouse Studio og Viktoria Studio. 
Producer: Christian Ki

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here