Verdens Sidste Idé deler førstesingle fra kommende ep

0
1203

Den aarhusianske sekstet Verdens Sidste Idé er tilbage og varsler om ny ep – en opfølger til deres anmelderroste debutalbum fra sidste år.

“Det med småt (i min dagbog)” er et unikt nummer fra Verdens Sidste Idé. Den stemningsfyldte single er guitarbaseret, og foran de rytmiserede strengeanslag lyder de dansksprogede, digteriske strofer og en blød, tilbagelænet trompet. Som en blanding af americana og klassiske folkemelodier skaber den danske sekstet et lyttevenligt, men forunderligt univers.

Frontmand og sangskriver Asbjørn Hvelplund uddyber:

”Vi står lige på den anden side af en lille, tynd væg – så vi går sådan lige og prikker lidt til den der hinde ind til et helt unikt univers for at finde frem til noget originalt inden for den genre, musikken nu er i.”

“Det med småt” er en fortælling om to mennesker i et parforhold, som begge er opslugt af fortiden, opslugt af hinandens fejltagelser og af alt det, der har sendt forholdet ud på et sidespor. Men begynder de ikke at vende blikket mere mod nutiden (og fremtiden), så vil de ikke have mulighed for at komme på rette kurs igen. Tankegangen stammer fra vendingen “The past is not dead, it’s not even past yet.”, som Asbjørn forklarer:

“For eksempel når man har to mennesker, der ikke kan finde ud af at kommunikere sammen, fordi de hænger fast i fortiden. De kan ikke se nutiden for bare fortid.”

Rent tematisk er den umiddelbart meget nærværende tekst Asbjørns måde at sige noget om den tid, vi lever i, på:

”Jeg er som mange optaget af eksempelvis klima, hvor det samme kan gøre sig gældende – at vi har svært ved at se nuet for bare fortid. Altså svært ved at se, hvad det er, vi skal gøre, eller hvordan vi skal gå frem, fordi vi lever så meget i historien eller fortiden. Det kan sløre ens blik og dømmekraft helt vildt. Det er forudindtagelser og fordomme – man dømmer tingene på forhånd.”

Men noget nyt er på vej. Der vil snart ske en ændring i parforholdet, og ligeledes i vores tid.

Netop dét er den røde tråd på hele den kommende ep “Jordiske Chancer” – en fortælling om et parforhold i forfald, men med lys i horisonten, på vej ind i et nyt kapitel. En afspejling af vores samfund.

“Vi er i en tid, hvor der er noget på vej – a turn of events. Altså, en fornemmelse af, at vi er i slutningen af kapitlet, og der er noget nyt, der skal starte, og det er svært at se, hvordan det kapitel skal skrives, for vi kender kun den gamle historie.”

”Det med småt (i min dagbog)” er ude den 5. februar 2021.
“Jordiske Chancer” (ep) har release den 26. marts 2021.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here