Lys og ligestilling på første album fra duoen OS TO

0
878
Foto: Julie Montauk

I januar i år udgav duoen OS TO singlen “Det bliver sommer igen” – et kærligt løft til vintersjælen svøbt i en stemningsfuld popsang. Den tog dem forbi TV2s morgenprogram, P4 og sikrede dem en turné som support for Fyr & Flamme. Singlen var den fjerde forløber for det album, de udgav den 25. november – “Lys på vej”.

OS TO er pop, som emmer af poetisk sjæl, liv og ukueligt håb. De eksperimenterer med genrens rammer og albummet Lys på vej favner både det storladne, harmoniske og det syrede, rå.

Johan Ask og Camilla Pape albumdebuterer som OS TO, men har begge været på musikscenen i andre konstellationer, bl.a. i deres fælles duoprojekt Eugenia. Med OS TO har de skabt et musikalsk rum, som er nært og tilgængeligt uden at
lægge deres hang til at udfordre lytteren på hylden.

Albummets fokustrack – og titelnummer – rummer begge de bærende temaer på albummet: lyset, som bærer af håb, optimisme, motivation og genkomst; og et kvindeligt blik, som tager form som kvindeportrætter fra forskellige skikkelser.

Titelsangen Lys på vej er en fortælling om overgreb, og det er duoens mandlige halvdel, der har skrevet sangen.

”Til en fest mødte jeg en pige, som efter en kort samtale begyndte at lægge heftigt an på mig. Det startede som en venlig invitation, som jeg afviste, men hun gav ikke op. Hun kørte på med berøringer, vulgært sprogbrug og til sidst noget, de fleste vil kalde overgrebsadfærd. Det var ærlig talt både ubehageligt og grænseoverskridende, men aldrig farligt. For sagen er jo bare den, at jeg som en høj mand på 1.91, aldrig kunne komme fysisk i fare. Jeg kunne bare rejse mig og gå, hvilket jeg gjorde. Havde jeg været en kvinde og hun en mand, så havde situationen været helt anderledes skræmmende”, fortæller Johan.

For Camilla har det gjort en stor forskel, at det er Johan, der har skrevet sangen:

”Hvis jeg selv havde skrevet den og havde insisteret på at lave sådan en “kvinde-sang”, så tror jeg, jeg havde følt mig alt for sårbar. Selvom jeg har stået for at omformulere noget af teksten, så den passer til mit udgangspunkt, og alle de overgrebshistorier jeg har med mig fra veninder, kollegaer og kvindelige familiemedlemmer gennem tiden, så føles det rart at have Johan i ryggen og kunne sige, det er faktisk ham, der har skrevet det”.

Seneste single “SOSU Pige” er også et kvindeportræt – en sang, som hylder de varme hænder i Danmark. Teksten er blevet til under Corona-krisen, hvor plejepersonalet i særlig grad var under hårdt pres. Sangen handler helt konkret om en sosuassistent, som starter med at tage sig af ældre på et plejehjem, men ender med selv at gå ned og blive psykisk syg.

Melodien til sangen er skrevet af Jimmy Webb til gruppen The Highwaymen – og hedder originalt The Highwayman. På den måde er “SOSU Pige” en feministisk pendant til det amerikanske forlæg om mænd på bunden af det amerikanske
samfund.

Men lyset der er på vej, troen på at alt bliver bedre, er en stærk strøm igennem albummet. For ligesom sollyset der hver morgen giver os en ny start, også når vi vågner med tømmermænd som på Lyse Morgen; eller sommeren der kommer igen hvert år, så minder OS TOs debutalbum os alle sammen om, at mørket indeni også altid har lyset som forløsende modstykke.

Albummet er blevet til på Fanø, i Texas, Berlin og i København. I København har bl.a. Hymns from Nineveh, GuldiMund og Sankt Annæ Gymnasiums pigekor lagt vejen forbi for at lægge korstemmer til værket.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here