Dansk sangskriver udforsker rummet

0
191

Sangerinden Lisa Smith er netop nu ude med en video til sangen Fortabte Astronauter fra EP’en af samme navn.

Bag Lisa Smiths video står grafisk designer Martin Højer Kofod, som til daglig arbejder med packaging design og i sin fritid er guitarist og en stor musikentusiast. Martins video sætter sangens tekst i fokus, og med grafiske virkemidler tilføjes nye oplevelsesmæssige dimensioner. Lisa Smiths sang er blevet pakket ind i gavepapir så at sige – og man får fornøjelsen af både gaven, der langsomt åbnes, samt det smukke, poetiske musiknummer, som i sig selv er en gave.

Videoen er en lyrikvideo – med såkaldt “kinetic typography” – hvor ordene animeres. Videoen til Fortabte Astronauter foregår, som titlen antyder, ude i rummet – i et stiliseret univers, hvor 2D-grafik er blevet animeret, så man som seer får en fornemmelse af rumlighed, dybde og ikke mindst universets storhed. 

Musikvideoen er skabt digitalt men har alligevel fået tilført stoflighed og taktilitet, hvilket giver videoen sit retrofuturistiske udtryk, hvor fortid og fremtid mødes. En sjov detalje er de små forstyrrelser, der af og til opstår i billedet, og som giver antydning af en forstyrret transmission ude i rummet.

Martin Højer Kofod fortæller, at han i arbejdet med musikvideoen har haft fokus på, at animeringen skulle understøtte sangens tekst og ikke tage overhånd, så det blev til en animationsvideo med et lydspor.

“Jeg har forsøgt at give Lisas sang den respekt, den fortjener, og har derfor holdt animationerne relativt simple. Dertil har jeg arbejdet en del med farverne som redskab til at understøtte dynamikken i nummeret, og de skaber samtidig en følelse af et ‘ude’ og ‘hjemme’ i fortællingen” forklarer Martin med henvisning til musikvideoens slutning og det ellers helt sort-hvide univers, som danner rammen om Lisa Smiths EP “Fortabte Astronauter”. En EP hvis pladecover også har været i Martin Højer Kofods hænder.

Sangskriver Lisa Smith er i sit arbejde orienteret imod et både lyrisk og eksistentielt tekstunivers. Lisa forklarer, at sangen Fortabte Astronauter “kredser om menneskets grundvilkår. Vi mennesker er kastet ind i verden – alene og hver for sig men med længsel efter hinanden – efter kærlighed”.

Lisas musikvideo er online nu og kan ses via musikafspilleren Tidal samt på YouTube/VEVO. 


EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here