anmars debut-single “GAIA” er som et jordskælv, der rusker dig tilbage til kernen.
Den 20. januar udgav anmar sin debut-single “GAIA”, der skildrer følelsen af mødet med en mystisk drømmeskikkelse, som alle kan komme i kontakt med, hvis de blot tør at overgive sig til dens lunefulde natur. Gaia er et billede på et mod og en indre stemme, som vi alle rummer, men som oftest udfordres af ængsteligheden over ikke at slå til, ikke at være god nok eller ikke at gøre nok. Sangen er derfor en fortælling om længslen efter og følelsen af, momentant, at “lande i sig selv”.
“GAIA” er en produktion, der byder på et næsten björksk univers af lo-fi samples, skælvende synth og finurlige vokalarrangementer, som på kraftfuld vis åbner sig op i et sonisk jordskælv, idet omkvædet indtræffer. Og det er netop det kraftfulde naturlige og primale, som er kernen af produktionen; det er beskrivelsen af et elastisk forhold mellem vores ustyrlige natur og vores styrede dagligdag, som sprænger i mødet med det sublime.
Lige som titlen på anmars debut EP, this magical place, er dette nummer opstået i en alkymistisk blanding
af leg, uforudsigelighed og et sind, der er åbent for det, der ligger lige under overfladen hos os alle.
Debut-EP: this magical place (2023)
EPen this magical place er første udgivelse fra kunstneren anmar og udkommer i foråret 2023. Som titlen indikerer, er EPen udtryk for et ønske om at give slip på hverdagens forudsigelighed og evige greb om os for i stedet at rette opmærksomheden indad på det sted, hvor vores fantasi folder sig ud, og vores drømme og længsler opstår – der hvor fødderne mærker jorden, selv imens vi svæver hen over den. EPen byder på forskellige facetter af anmars eklektiske univers, men fælles for alle numrene er, at den gensidige udforskning af lyd og lyrik gennem legen konstant påvirker hinanden i nye retninger, hvilket i sidste ende forstærker den musikalske intention såvel som det samlede budskab.
Om anmar
Bag kunstnernavnet anmar gemmer sig ‘patchwork musikeren’ (sangskriver/komponist/producer m.m.) Anne Marie Roel Messerschmidt, som på nysgerrig vis udforsker de forskellige krydsfelter, der strækker sig mellem elektronisk musikproduktion, sangskrivning og den nedskrevne komposition. I løbet af det sidste par år har hun i stadig større grad beskæftiget sig med at udfolde og videreudvikle sine musikalske universer gennem visuelle setups, projektion og bevægelse – bl.a. i samarbejde med danser/koreograf Annette Kruse Scharling (Movement Choir).
anmars sange er karakteriseret ved at have et udpræget introspektivt islæt, der behandler større eksistentielle temaer, som nænsomt filtreres gennem kollager af hjemme-optagede samples og bløde korscapes.