Under din himmel

0
1927

Eftertanke og refleksioner om tiden efter kernefamilien, når børnene flytter hjemmefra og livet pludselig igen står åbent. Det er et af temaerne som musikfamilien GODTFOLKET udforsker og undersøger på deres nye album ”Under din himmel”.

Albummet byder på en blanding af poesi og politisk revsen, pakket ind i en poplækker lyd og med masser af kompetent musikalsk udfoldelse.

Arkitekten bag det hele er Lasse Kjærulf Andersen, der er sanger, sangskriver, guitarist og primusmotor i GODTFOLKET. Med i GODTFOLKET er bl.a. Lasses søn, Lauge Kjærulf Andersen, der også spiller trommer i det prisvindende og P3storhittende band Blæst. Desuden består GODTFOLKET af Lasses bror, hans nevø og to selvvalgte musikfamilievenner.

Livet efter kernefamilien 

Når livet i kernefamilien ændrer sig, er det tid til eftertanke, tilbageblik og refleksion, men også til at nye døre åbnes og en ny fase i livet kan tage sin begyndelse. Det er et af omdrejningspunkterne på nummeret ”Strandet”. Pludselig er der tid. Pludselig er der plads. Pludselig er der tomt. På nummeret ”Strandet” tager Lasse Kjærulf Andersen livtag med tomheden og rastløsheden, der melder sig, når børnene flyver fra reden.

”Sangen er et lidt vemodigt komma i et langt liv med far, mor og børn. Men den rummer også et håb om at kunne se fremad og se mulighederne fremfor at blive i sorgen over forandringen. Man holder jo aldrig op med at være forældre for sine børn, selvom de bliver voksne,” siger Lasse Kjærulf, der, når han ikke er god i GODTFOLKET, slår sine folder som forsanger i Pink Floyd Project.

GODTFOLKET er også et band med en politisk agenda. Politikere og magthavere bliver revset på flere af sangene på det nye album. Blandet andet på ”Ingen tid at spilde”, der var albummets første single. 

Med eftertanke følger tilbageblik og Lasse Kjærulf Andersen genbesøger i nummeret ”Uden returbillet” en gammel skolekammerat, der røg ud i noget snavs. På ”Ridderne af regnbuen” kommer lytteren på Europatur i et regnbuefarvet folkevognsrugbrød i selskab med Lasse 19 år. Årstiderne bliver hyldet på ”Sommer” og der bliver også tid til at glemme pligterne og holde en fest på albummets lyse og positive titelnummer ”Under din himmel”.

En anden slags familie

GODTFOLKET er dansk popmusik til fingerspidserne med masser af rytme, vellyd og poesi. Bandet fungerer som et slags kollektiv, hvor venskab, familiebånd og musik går hånd i hånd. Flere af medlemmerne har spillet sammen i forskellige konstellationer i op mod 25 år og nye unge kræfter er kommet til: Lasses søn Lauge Kjærulf Andersen (22) og nevøen Benjamin Kjærulf Sommer (19). Begge bidrager de med nye perspektiver og friske øjne og ører til nye måder at gøre tingene på. Det giver dynamik og fremdrift i musikken og hos GODTFOLKET.

GODTFOLKETS tidligere singler har fået airplay på DR og lokalradioer landet over samt playlisteplacering på Spotifys lister: “Det´ dansk. Det´ hyggeligt” og “Dansk indie & alt.” samt Bands of Tomorrows “Uimodståelige”.

“Under din himmel” udkom den 20. januar 2023.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here