Som en ildevarslende thriller fra et menneskeligt indre kommer duoen Alpas Aves debutsingle Black Mirror. Et alternativt elektronisk poptrack, som inviterer dig med ind i en udforskning af kaos.
Alpas Ave er dannet af Marianne Ernst Dam og Martin Pilgaard Grishauge, som sammen har skrevet, arrangeret og produceret debutsinglen.
Med en ubeskeden sans for teatralsk drama og en følsom filmisk komposition, tager Black Mirror sin lytter med ind i en sløret virkelighed og udstiller det forvrængede blik, vi kan se på os selv med.
”Det er en sang, der er mættet af tvetydigheder og modsætninger – magt og afmagt, kynisme og smerte, virkelighed og forestilling”, forklarer Marianne. ”Black Mirror er et blik på en verden, man ikke passer ind i, og en spejling af en mørk indre rejse mod at kunne mærke sig selv igen, når man totalt har mistet fodfæste.”
Sammen har Martin og Marianne har skabt nogle nærmest fysiske musikalske rum, som underbygger de følelser, sangen tager lytteren igennem. Udtrykket er ambitiøst og skabt med opmærksomhed på alle detaljer.
Vi håber, du tør tage imod invitationen til at komme indenfor i Alpas Aves spejlkabinet af forvrængninger og virkeligheder.
Black Mirror er det første udspil fra Alpas Aves debut EP, som udkommer ultimo 2020.
Facts:
Alpas Ave er Martin Grishauge og Marianne Ernsts fælles musisk-kunstneriske frirum.
Det philipinske ord Alpas betyder “at gøre sig fri af/sætte sig selv fri”, mens det danske ord Ave repræsenterer det modsatte, “at opretholde kontrol/at holde nogen eller sig selv nede”.