Det danske alternative rock-band DIPLOMATIC IMMUNITY deler musikvideo til debutalbum-tracket “Both Eyes Open”

0
494
Foto: Kristian Rosengaard

Efter to forudgående singler og videoer udsendte det danske alternative rock n’ roll band DIPLOMATIC IMMUNITY sit debutalbum “No weather, no cry, the desert don’t lie” den 6. september 2023.

Det er en gennemført, melodisk og vedkommende plade, hvor bandets modnede sangskrivning både leverer høj-energisk rock og stof til eftertanke med sin hudløse lyrik om livets op- og nedture og et tilhørende mantra om at se fremad. Nu følger bandet op på de foregående videoer ved at dele en energisk DIY-video til album-tracket “Both Eyes Open”.

Bandet siger om sangen:
“Both Eyes Open” er en storslået rocksang med en snert af bibelsk energi. Sangen cirkulerer omkring, hvordan dårlige vaner er svære at bekæmpe, og hvordan de kan holde dig vågen om natten, selvom du gør alt i din magt for at modstå dem.”

Bandet udtaler ligeledes om albummet:
“Skabelsen af vores debutalbum var en hård proces på grund af personlige omstændigheder. Da vi skrev pladen, oplevede vi både død, svigt og sygdom. Så for os er albummet ikke bare en samling af sange, men en forevigelse af en tid, der var den sværeste for os nogensinde. Men vi har formået at fange alle de følelser, vi gennemgik i den periode, i de ti sange, hvilket er resulteret i årets rockalbum.”

DIPLOMATIC IMMUNITY har netop spillet tre succesfulde tyske shows som hoved-support for Wolfgang Van Halens band Mammoth WVH samt et par danske sommer-datoer, herunder som support for D.A.D. og Dizzy Mizz Lizzy i Aalborg. Den 9. november spiller bandet et show på Headquarters i Aarhus med support fra Deep Sea Low Tide. Flere 2023-shows annonceres i nær fremtid.

DIPLOMATIC IMMUNITY blev dannet i 2017 af tre barndomsvenner, der efter at have figureret i forskellige typer bands gennem årene fandt sammen igen med et fælles ønske om at spille god, melodiøs og ukompliceret rock n’ roll. Bandet har siden starten fremdyrket en fængende fusion af årtiers amerikanske og britiske rock af både hårdtslående og psykedelisk karakter med 90’er-heltene i Nirvana som den musikalske lim, der binder visionen sammen.

DIPLOMATIC IMMUNITY har bevist sig selv som værende en kraftfuld rockende enhed på sine fire singler og EP’en “Something Has To Explode”, der alle er udgivet mellem 2018 og 2021. På debutalbummet “No weather, no cry, the desert don’t lie” har DIPLOMATIC IMMUNITY forfinet sit udtryk, sammenspil, lyd og sin sangskrivning, der fremstår moden og fokuseret, og man er ikke i tvivl om, at der er noget ekstra på spil i både lyd og tekst. Lyrikken rummer alt fra drømme til sorg, og generelt set er der en vis melankoli og aggressivitet i sangene, men altid med et snert af håb og troen på det bedre. 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here