Dicte udgiver single og annoncerer nyt album

0
420
Foto: Karen Rosetzsky

Dicte drømmer om at sælge hele lortet, droppe hamsterhjulet og købe et “Mobile Home” på sin nye single, som udkom den 1. september. Samtidig annoncerer hun udgivelsen af sit 9. studiealbum i eget navn.

“Mobile Home” handler om at “sælge hele lortet, købe et mobile home og finde fred i et paradis langt fra udgifter og trivielle forpligtelser”, fortæller Dicte.

Sammen med producer Kasper Rasmussen (Folkeklubben, Aura Dione, Annika Aakjær) tager hun således hul på næste kapitel i en allerede imponerende karriere, der efterhånden har gjort hende til et “household name” i Danmark.

Sangen bærer tydeligt præg af Dictes kærlighed til ørkenrock og 70’ernes soulmusik, og det har affødt en lyd, hun selv ynder at kalde “ørkensoul”. Mads Hyhnes og Kasper Tranbergs potente blæsere møder Dictes karakteristiske vokal i et støvet, organisk univers stærkt inspireret af en af sangerindens yndlingssange: ‘Harlem Shuffle’. Netop det organiske, uperfekte og menneskelige bliver fællesnævneren for sangene på det kommende album, som udkommer i foråret 2024, afslører Dicte.

Drop din jamren

“De fleste mennesker, jeg kender i den kreative branche, har brugt mere tid på livsopretholdelse end på faktisk at leve de seneste 3-4 år”, lyder det fra Dicte om baggrunden for sangen:

“Dem jeg kender med børn har virkelig skullet bokse for at få enderne til at mødes pga. corona, energikrise, krig osv., og det har desværre bevirket, at mange af os har en tendens til at glemme at nyde tilværelsen”, fortsætter hun. “Men vi er nødt til at lære at nyde livet undervejs – også i de hårde tider. Du kan ligge og jamre, men du kan også gøre noget ved det”, lyder opfordringen.

Dicte er dog ikke et hak bedre selv, indrømmer hun: “Ret sent i livet er det gået op for mig, at jeg selv er en periodisk jamrer. Men det bringer mig bare ingen steder hen, så jeg øver mig i at gøre noget ved tingene i stedet for at tynges af dem”.

“Nogle gang kan man godt få tanken: Hvad fanden laver jeg? Jeg brager rundt for at få maskinen til at køre rundt, men jeg vil meget hellere læse den der bog, jeg fik anbefalet forleden.”

Derfor skal “Mobile Home” forstås som en kærlig opfordring til at tage tyren ved hornene, hvis du er havnet et sted i livet, du ikke har lyst til at være. Et sted hvor dine materielle ting ejer dig fremfor omvendt. Et sted hvor du ikke har tid til at læse den bog, du fik anbefalet, fordi din afdragsordning langsomt men sikkert kvæler den livsglæde, du havde, før du giftede dig med hamsterhjulet.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here