Aller øverst i den danske musik fødekæde finder vi Jakob Dinesen, Anders Christensen og Laust Sonne.
Jakob Dinesens saxofon har dukket op i så forskellige sammenhænge som hos Hugo Rasmussen, Thomas Blachman og Tony Allen og han er ansvarlig for nogle af de stærkeste danske jazz udgivelser i de seneste 20 år med navne som Paul Motian, Eddie Gomez og Kurt Rosenwinkel.
Anders Christensen er Danmarks mest benyttede bassist og bevæger sig fuldstændig frit mellem rockmusikken (Savage Rose, Michael Simpson, The Raveonettes, Sort Sol) og Jazzen hvor man skal lede med et mikroskop for at finde en dansk kunstner han ikke har spillet med. Han har en international karriere som tidligere medlem af Paul Motians Electric Bebop Band og Tomasz Stanko Group og er idag aktuel med Jakob Bro og Joe Lovano.
Laust Sonne er en gudsbenådet trommeslager som i årevis har været fundamentet i stadionrock gruppen D-A-D. Han spiller også i den eksperimenterende gruppe Bugpowder og har soloprojektet Dear.
Trioen Jakob Dinesen / Anders Christensen / Laust Sonne har eksisteret i nogle år og i 2021 kom albummet “Blessings” (på April Records) og modtog begejstrede anmeldelser. 8. september udsender April Records efterfølgeren, live albummet “Moonlight Drive”.
Moonlight Drive rummer en bred vifte af forskellige udtryk fra skandinavisk jazz og avantgarde til kammermusik og rock and roll, alligevel høres der på pladen et samlet udtryk. Dette skyldes i høj grad trioens evne til at skabe samklang og til at udnytte den åbenhed, der ligger i det umiddelbart nøgne sax/bas/trommer format.
De tre musikeres tilbagelænede, ukomplicerede og alligevel fuldstændig fordybende spillestil flyder over med grooves, lyriske melodier, rig harmoni og tekstur, alt sammen uden tilstedeværelsen af et harmoni instrument som klaver eller guitar. De musikalske forløb udvikler sig fra det ømme, nærmest nøgne, til energiske improvisationer, der sender lytteren på en ny sonisk rejse.
Alle medlemmer af trioen har bidraget med kompositioner og albummet er en samling af musikalske udsagn og tonale fortællinger om muser, inspirationskilder og stærke relationer. F.eks. er ” Yahya” Jakob Dinesens hyldest til den danske digter Yahya Hassan, der tragisk forlod verden alt for tidligt. Anders Christens “Ingrid” er et kærligt lydportræt af hans bedstemor og Laust Sonnes “Aveny T” er en beskrivelse af en optræden i Københavns ikoniske teater af samme navn.
New Beginnings’ er en ode til venskabet mellem de tre musikere. Et bånd der har eksisteret i over 30 år og som udkrystalliseres på fineste vis i denne trio!