Fribytterdrømme deler sjælemanifesterende video

0
514

Fribytterdrømme har netop udsendt deres nyeste album “Ikke Bange For At Dø, Men Rædselsslagen For At Miste Livet” med numre som P6-tracket ”Morgenstjerner” og ”Se Hun Har Solen Som Kronen På Hovedet”. Nu kommer deres video til nummeret ”Sjælemanifest”.

Med “Ikke Bange For At Dø, Men Rædselsslagen For At Miste Livet” har forsanger og sangskriver Lau I. V. Pedersen delt nogle af sine til dato mest personlige og ærlige tekster i fribytter-regi.

”Sjælemanifest” er ingen undtagelse. Om nummeret fortæller Lau:

“Sjælemanifest er en sang, der lever i det depressive som en helt intens følelse, derude hvor dit eget følelsesliv på altomsluttende vis begynder at overtage forståelsen af dine omgivelser.”

Den altomsluttende fornemmelse afbilledes nu med videoen til nummeret, hvor Lau gennemgår en fødsel: langsomt graves han fri af jorden og iklædes tøj, hvorefter han placeres på en scene som den performer, han er født til at være. Og det skal ingen tage fra ham.

I den forstand er albumtitlen – “Ikke Bange For At Dø, Men Rædselsslagen For At Miste Livet” – et mantra:

”Jeg synes, det er en meget smuk titel – den rammer rigtig godt på min indstilling til at leve mit liv på en god måde. Jeg er ikke religiøs. Jeg er meget pragmatisk og nøgtern omkring det at skulle dø.”

“Sjælemanifest” var oprindeligt også navnet på Fribytterdrømmes Danmarksturné, som nu er blevet omdøbt til “Genåbningsmanifest”. Den finder sted i maj og juni måned med første koncert på Posten i Odense på selve genåbningsdagen.

6. maj 2021, Posten, Odense
7. maj 2021, Spillestedet Thy, Thisted
8. maj 2021, Studenterhuset, Aalborg
3. juni 2021, Train, Aarhus
4. juni 2021, Templet, Lyngby
5. juni 2021, Rising Festival, Rønne
11. juni 2021, Gimle, Roskilde
17. juni 2021, Store Vega, København

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here