ibens udsender nyt album “Cocio & beton”

0
1370

Efter at have styret hitlisterne sidst i 1990’erne med et storsælgende debutalbum og landeplager som ‘Jeg savner min blå cykel’, ‘Ølstykke i november’ og ‘Solveig’, fandt ibens overraskende sammen igen for tre år siden. Resultatet kunne høres i form af albummet carstenshenrikskristians, der udkom på Vores Selskab/1st Time Records i 2019.

Albummet gav markant genlyd: Ikke blot gik det direkte ind som nummer 1 på vinylhitlisten på hitlisten.nu. Det fik tillige meget positive anmeldelser, ikke mindst seks stjerner i  musikmagasinet Gaffa. Singlene ‘Hvorfor bliver folk så sure på dig, Henrik?’ og ‘Ulige uger’ fik endvidere markant airplay på P4 og P6 Beat. Endelig blev albummet ved udgangen af året af flere aviser og musikmagasiner vurderet til at være blandt årets bedste.

Nu er opfølgeren til carstenshenrikskristians klar. Titlen på det nye album er Cocio & beton, og det udkommer den 28. oktober på samme selskab som forgængeren.

Cocio & beton fortsætter bandets musikalske trademark i form af trioformatet guitar-bas-trommer. Men der er lagt en række ekstra lag på: tre sange er drevet af strygere, og tre andre af synths. Desuden anvendes klaver på en række numre, og ambiente støjflader giver arrangementerne yderligere perspektiv. Men først og fremmest er sangene konstant stramme, fokuserede og alligevel ofte drømmende i deres udtryk. 

Åbningssangen ‘Skulle jeg være blevet bager’ er en popsang om de store valg i livet, mens fravalget af den store kærlighed bliver taget op i både ‘Fucking tosomhed’ og singleudspillet ‘Ikke en kærlighedssang’, hvor flere ikoniske tekstlinjer fra kendte popsange vendes på hovedet. Og sangene ‘Jeg hader dig, stat’ og ‘Skylder det hele væk’ handler om oplevelsen af ikke længere at kunne styre sit eget liv.

På albummet gennemspilles dermed overvejelser om den umulige, den uønskede og den forløsende kærlighed, om teenageårenes intense erindringer samt om afmagten over skilsmisse og forestående økonomisk ruin.

ibens spiller fortsat i sin originalbesætning bestående af Carsten Lykke (sang og guitar), Henrik Marstal (bas og kor) og Kristian Obling Høeg (trommer). 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here