I mange år fik sangerinde Jeanette Christiansen spydige kommentarer om alt det, hun gjorde galt som kvinde. Folk kommenterede på hendes udseende, hendes civilstatus og på hendes valg om at få et regnbuebarn. Men en dag sagde Jeanette stop. Og hendes valg om at acceptere sig selv, som den hun er, manifesteres nu i et stærkt og poppet debutalbum, som hun udgiver under kunstnernavnet Jeg er Jeanette.
Et nyfundet mod til at udgive personlige sange
”Du har godt nok taget på, hva?”, ”Kunne du ikke finde en mand?”, ”Hvad vil dit barn sige til det, når det bliver ældre?”. Den slags kommentarer var hverdagskost for Jeanette Christiansen, kvinden bag Jeg er Jeanette. Med lidt for mange kilo på sidebenene og efter som 40-årig at vente barn med et homoseksuelt par, havde mange en holdning til hendes udseende og livsvalg. Men til sidst ville Jeanette ikke finde sig i det længere – og det er der kommet en række livsbekræftende, poppede og iørefaldende sange ud af. Albummet markerer også Jeanettes fodfæste som soloartist, og hendes egen anerkendelse af, at hun har ret til en plads i verden:
“Jeg har fået mere selvtillid med alderen, og fundet ud af, at det er okay at fylde lidt – på alle mulige måder. Der er sindssygt nervepirrende at blotte sig musikalsk på den måde jeg gør på albummet, men jeg står ved hvem jeg er – også selvom det kan være skidesvært nogle gange”, fortæller Jeanette.
Det er første gang Jeanette Christiansen udgiver så personlige numre. Hun udsendte i foråret 2020 sin debut-EP med fire musikalske fortællinger om ensomhed, utroskab, rejselyst og sociale medier, men fortællingerne var inspireret af andre menneskers oplevelser. På ”Vi må gerne være her” tager Jeanette springet og udgiver sange med udgangspunkt i sine egne oplevelser og følelser. Debut-EP’ens fire medrivende numre om hverdagens mangeartede problematikker er inkluderet på det aktuelle album.
Poppet opråb om retten til en plads i verden
Musikalsk udfolder Jeg er Jeanette poppens mange facetter og låner elementer fra både gospel- og soul genren. På singleforløberen ”Jeg vil favne livet” slipper Jeanette sine bekymringer og omfavner livets uforudsigelighed til et dynamisk og rytmisk feel-good akkompagnement af slideguitar, klaver og orgel. Den konfronterende ”Skarpt som papir” har en mere rocket diva-lyd og understreger både musikalsk og lyrisk albummets budskab om, at have lov til at være den man er. Også duetten med Christina Persson, ”Ud af mørket” om Jeanettes kamp mod en spiseforstyrrelse og kærlighedsballaden til regnbuebarnet ”Du var svaret på alt” rummer også medrivende personlige historier.
Men Jeanette har også en sans for hverdagens på en gang trivielle og betydningsfulde fortællinger. Disse udfoldes på ”Kvinden bag gardinet”, ”Hannahs hemmelighed”, ”Når Sebastian kommer hjem” og ” Med døren lidt på klem”, der blev udgivet på Jeg er Jeanettes debut-EP. Bonustracket ”Godnatsang for voksne” binder en narrativ sløjfe på albummets overordnede budskab om, at alle har lov til at være her, med sagte klaverspil og Jeanettes både omsorgsfulde, hjertevarme og anerkendende lyrik og vokal.
Om Jeg er Jeanette
Jeanette Christiansen er ingen novice på den danske musikscene. Hun har komponeret sange og sunget kor for en række danske navne de sidste mange år. Jeanette stod bl.a. bag sangen ”Når veje krydses” til Dansk Melodi Grand Prix 2015, hvor hun også medvirkede som kor for sangeren Marcel Gbekle. Jeanette har en baggrund i gospelmusik, og har optrådt inden for gospelgenren i både ind- og udland.