Joshua Shafir fortæller en endegyldig sandhed på længe ventet debut-ep

0
1062
Foto: Oliver Fibiger

Selvom Joshua Shafirs karriere blot lige er begyndt, har han allerede trukket overskrifter i Soundvenue og på DR.dk, efter singlen “Endegyldig Sandhed” figurerede som “Månedens Kanon” tilbage i december. Den 25. juni er han klar med debut-EP’en “En Endegyldig Sandhed”, hvor han med fem sange inviterer os med på en rejse gennem et hårdtprøvet år i hans liv.

Med et øre for de sublimt fængende omkvæd formår Joshua Shafir at skrive sange, der prenter sig ind på nethinden, og som nærmest er umulige at slippe af med, når man først er fanget i hans spind. Teksterne er umiddelbare, ja nærmest 1:1 med den virkelighed, Joshua Shafir har befundet sig i det seneste år.

Det har nemlig været en turbulent tid for det unge talent, der fortæller, at året har været præget af både forelskelse og kærestesorger. Sidstnævnte har udløst en række angstanfald – en ting Joshua Shafir har kæmpet med siden slutningen af gymnasiet. “Jeg har været så fucking dårlig til at kommunikere med mine nærmeste omkring det, men en måde, jeg kan få det ud af min krop, er ved at skrive sange om det”, siger han og fortæller, hvordan musikken ofte kommer til ham, når følelserne skummer over:

“Jeg havde aldrig hørt om det, da jeg fik mit første angstanfald. Jeg havde aldrig hørt nogen snakke om det, hvilket er sygt ift., hvor mange der har det”.

I løbet af 2020 oplevede Joshua, hvordan det blussede op efter han og kæresten gik fra hinanden, og det er netop optakten til breakuppet, sange som “Alting” og “Åbne Arme” handler om. Tømmermænds morgener efter for meget alkohol, stoffer og fristelser omsluttes af Joshuas inciterende vokal, der skærer sig ind i sjælen med lige dele pop og rå produktioner.

“Det er blevet hverdag at have det sådan her” synger Joshua, mens man fornemmer det unge hjerte krakelere på “Samler På Støv”, der beskriver den ensomhed, som ramte ham efter breakuppet. Til sidst i sangen afslører teksten dog, at savnet mellem Joshua og kæresten imidlertid voksede sig så stort, at de ikke kunne forblive hver for sig.

Om sangen “6” handler om den nat, det skete må være op til lytterens egen fortolkning, mener Joshua. Men det skæve smil på hans læber afslører, at der nok er noget om snakken.

Tilbage står den kendsgerning, at det, der i sidste ende hjalp Joshua Shafir ud af krisen, var at han fik professionel hjælp: “Jeg ville ønske, jeg havde gjort det for 5-6 år siden, da jeg gik i gymnasiet. Jeg tror, jeg havde været mere åben. Jeg skammede mig over at have det dårligt. Jeg forstod det ikke og snakkede ikke med nogen om det – jeg drak mig bare stiv i stedet.”

Det største ønske med EP’en er, at få lytterne til åbne sig for hinanden om hvad end de går og kæmper med: “Jeg håber, at folk kan relatere til mine sange og få dem til at føle, at de ikke er alene med det, de nu går med. Ligesom jeg selv gør, når jeg hører musik. Hvis det gør, at folk åbner sig overfor hinanden, og bare snakker om et eller andet. Hvis jeg kan synge om det, kan du også sige det til en homie eller en ven. Man skal aldrig være alene med at have det dårligt. Onkel Josh siger: TAL OM DET”.

En mand af mange talenter

Når Joshua ikke spiller musik og figurerer i artikler på Soundvenue og DR.dk spiller han også skuespil. Han har gået tre år på Københans Film- og Teaterskole og ser ingen hindring i at forfølge begge drømme samtidig. Han mener tværtimod, at de to ting sagtens kan gå hånd i hånd og komplimentere hinanden:

“Det irriterer mig at blive sat i box. Jeg har intet problem med at sige, at jeg gerne vil spille musik og skuespil, og at jeg drømmer om en dag at skrive og instruere selv.”

I øjeblikket er det dog klart musikken, der fylder mest, og du kan følge Joshua Shafirs stejlt opadgående karrierekurve her: https://www.instagram.com/joshuashafir/

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here