MATHILDE – En single til eftertanke

0
842

Den 14. maj udkom MATHILDES første single “Blue Light” fra hendes kommende EP “INSECURIOUSITY”, der udkommer den 6. august i 2021. En EP der stiller skarpt på alle de usikkerheder, vi kan have svært ved at sige højt. Nu er hun klar med sin anden single “Showtime”, der udkom den 25. juni.

“Showtime” er en single med en helt særlig historie bag sig, da den er skrevet ud af en udfordring om at skrive en sang ud fra et maleri.

“Jeg blev fuldstændig betaget af værket Jane Avril, og jeg oplevede en stor fascination af den sårbarhed og ømhed der er at finde i den kvindelige cancan- danser, som står og danser alene, omgivet af det instrument, som i billedets udformning fysisk indrammer hende. Jeg synes, at hun udtrykker en stor styrke, og den kombination af styrke og sårbarhed var en stor inspiration til, hvordan jeg kunne udtrykke de følelser, som jeg ønskede at få sat ord på.”

MATHILDE har en melankolsk, elektronisk lyd, og en ærlig og rammende fortælling i hendes tekster, der giver stof til eftertanke. Kontrasten mellem hendes stemmes nogle steder dybe kraft og styrke og andre steder lette og luftige leveringer skaber rammerne for en musikalsk oplevelse, der i den grad giver genlyd.

“Showtime handler om at lade sig selv falde ind i en fantasi, og forsøge at afkaste sig de usikkerheder og grå toner som må fylde ens indre. Forud for Showtime havde jeg i noget tid haft lyst til at skrive en sang, hvor det cinematiske element var i fokus og samtidig i havde jeg lyst til, på en elegant måde, at sætte ord på den “gøren sig til”, som jeg med en lille følelse af skam har udført i flere situationer i løbet af både mit ungdoms- og tidlige voksenliv.”

Bagom MATHILDE

MATHILDE er opvokset i Nordjylland og har fra en tidlig alder søgt at lære så meget om musik, som hun kunne, hvad enten det har været på den lokale kulturskole, i hjemmet eller i arbejdet med dygtige mentorer, talentudviklingsprogrammer og lærerige kurser. Hun har skrevet sange og optrådt siden hun var midt i teenageårene og er gået fra et singersongwriter og visepræget udtryk, til et mere elektronisk og drømmende univers, der har givet hendes stemme og sangskrivning ny styrke.

“Jeg har det med sangskrivning, som jeg har det med mine tidligste venner. Det er umuligt at sige, hvem der sagde de første ord, for vi udviklede sproget sammen.”

MATHILDE er en ung, stærk, følsom og ærlig sangerinde, der tager sit publikum med ind helt tæt på. Hun er storslået, men nærværende, skrøbelig, men insisterende, eksperimenterende, men fuld af nerve.

“Nikolai Hübbe siger, at han vil have sine danseres hjerte, når han indgår et samarbejde med dem. Med omvendt fortegn har jeg det på samme måde med mit publikum – jeg vil give dem mit hjerte, hver gang.“

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here