“Kapløb”

0
2252
Foto: Line Svindt

Stine Klingsten har en vokal som ingen andre i det danske musiklandskab. Det beviser hun endnu en gang på sin tredje single Kapløb.

Stine Klingsten skriver sange om det liv, hun oplever lige i omegnen af de 30. Sange om brud og afsavn – men sange, der samtidig rummer håb og plads til nye drømme.

Den nye single Kapløb vugger ud af startblokken og fortæller historien om hende, der har taget en beslutning om at ville noget andet. Med øjnene på sin egen historie beskriver Klingsten det kapløb, man løber med sig selv og sit liv, når man har besluttet at lade den gamle hverdag ligge og tage et opgør med sin måde at angribe livet på.

“Hver gang jeg støder på
noget perfekt jeg ikke kan nå
så tænker jeg på dig”

Stine Klingsten beskriver det med sin notorisk rene og ærlige vokal på en vuggende bund af skæve taktarter i en folky popsang, der meget fint illustrerer den vestjyske sangskrivers rod i folk og country. Igen har Thomas Fleron produceret, og landets travleste bassist Troels Skjærbæk er med som sikker medspiller.

Stine Klingsten har sat en stilsikker kurs mod sin egen plads på den danske musikscene – og det har flere medier allerede opdaget. Hendes første single “Intet Er Som Det Plejer” har flere gange fået spilletid på P4, og blandt andre musikmediet Side 33 var efter en koncert meget begejstret: ”…udover en eminent flot vokal sitrer Stine Klingsten af så meget liv og nerve, at det gav alle en musikalsk saltvandsindsprøjtning…”

Kapløb udkom den 13. november 2020.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here