Kvartetten LYSE NÆTTER søger efter nirvana på debutsingle

0
1326

Den danske rockkvartet LYSE NÆTTER udsendte 31. januar deres første single “Det Forjættede Land”, som er bandets bud på, hvordan dansk rock kan lyde anno 2020.

LYSE NÆTTER blander psych, shoegaze og indierock med catchy hooks og vocoder, tilsætter dansk lyrik om livet og døden, og serverer det med kant og attitude. Inspirationen findes i kærligheden, friheden og det forrykte. Det er lyden af 1970ernes frisind iklædt moderne gevandter og kipper med hatten i respektfuld afstand til koryfæer som The Rolling Stones, Cream og Jimi Hendrix og nyere navne som The Killers og Arctic Monkeys. LYSE NÆTTER spiller futuristisk retro-rock tilsat det danske sprogs inderlighed og en knivspids psykedelika.

“Det Forjættede Land” er skabt i bandets øvelokale på ydre Nørrebro og er skrevet i selskab med Elias Bendix. Tematisk kredser sangen om den endeløse søgen efter meningen med tilværelsen, her metaforisk benævnt som ”Det forjættede land”. I teksten stræbes der efter at finde frem til en dybere dimension, en fredfyldt transcendens, en eksistentiel forløsning, hvor alle puslespillets brikker passer sammen. Dette nirvana jagtes med alle forhåndenværende midler, lige fra psilocybinsvampe til buddhisme, men svaret udebliver, og det forjættede land forbliver en utopi i det fjerne.

Sanger Morten Fischer fortæller om LYSE NÆTTERs tekstunivers:

”Det handler om at regne den ud. Det store ”hvorfor”. Hvorfor er vi her, og hvad skal vi dog bruge tiden på, inden den rinder ud? Er vi tilfredse med tilværelsen eller skal vi sadle om? Tvivlen er et grundvilkår for mennesket, og er på sin vis positiv; den slags tanker er med til at drive vores udvikling, for vi helmer aldrig, græsset kan altid blive grønnere. På den anden side giver tvivlen samtidig ofte en smag af malurt i bægret; den lægger en konstant dæmper på vores evne til at glæde os over os selv og hinanden lige nu og her. I virkeligheden føler mange af os nok bare en fundamental eksistentiel hjemve – vi vil bare gerne finde fred omkring hvem og hvad vi er, og sætte tvivlen fri”. 
”Det Forjættede Land” er den første af tre planlagte singleudgivelser fra LYSE NÆTTERs hånd i første halvdel af 2020. De tre sange bliver senere samlet på en EP. Musikken er indspillet til i TAPF Studio i Vanløse, hvor Peter Sloth (Fribytterdrømme) har produceret og mixet numrene. Mastereringen af er lavet af Rune Rask (Suspekt). 

LYSE NÆTTER er:

Morten Fischer (sang/guitar), Rasmus Hoff (sang/guitar), Jacob Davidsen (trommer) og Torben Wæver Pedersen (bas)

LIVE:

7. marts – Urban 13, København (EP-releasefest)
11. marts – Rust, København
5. juni – Pumpehusets Byhave, København 

Lyt til sangen her: https://www.youtube.com/watch?v=NQ0bILM8Q6w

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here