Det danske band Lowly udgav i 2019 deres andet og meget anmelderroste album ”Hifalutin”. Albummet er nomineret til hele fire af årets Steppeulven-priser – heriblandt årets udgivelse. Derudover er Lowly, som det ene af kun to danske navne, netop blevet indstillet til den prestigefylde musikpris Hyundai Nordic Music Prize, som uddeles under musikbranchefestivalen by:larm i Oslo i slutningen af februar.
For den danske instruktør Frederik Sølberg er der ingen tvivl om, at ”Hifalutin” er årets bedste album. Han har derfor valgt at hylde albummet med to musikvideoer, der indrammer og fortolker henholdsvis albummets første og sidste sang, ”Go For A Walk” og ”Wonder”.
De to videoer tager udgangspunkt i et fælles barndomstraume, har samme hovedkarakter, men vidt forskellige udtryk: ”Go For A Walk” er smuk, poetisk og drømmende, hvor ”Wonder” er mere dyster, dragende og mystisk – med en slutning, der både overrasker og subtilt refererer til en moderne filmklassiker.
SE VIDEO TIL ”Go For A Walk”
SE VIDEO TIL ”Wonder”
Om de to videoer siger Frederik Sølberg:
”Jeg har længe haft et ønske om at fortælle en abstrakt historie om de traumer, som følger med os og som vi ikke kan slippe af med. Jeg er kæmpe Lowly-fan, og da jeg hørte ”Hifalutin” første gang, gik det op for mig at albummet var den perfekte lydside til min idé.”
Frederik Sølberg brød i 2018 igennem med dokumentarfilmen ”DOEL”, der havde verdenspremiere på CPH:DOX, og siden har været udtaget til filmfestivaler og nomineret til priser over hele verden – heriblandt DokuBaku, hvor den vandt for Best Feature Film. I 2019 modtog han Statens Kunstfonds Arbejdslegat.
Derudover har han tidligere arbejdet sammen med kunstnere som Henrik Vibskov, Speaker Bite Me, Choir Of Young Believers og Moi Caprice.
De to musikvideoer er produceret af det fremadstormende århusianske produktionsselskab GotFat Productions, og de får også premiere som to selvstændige kortfilm.