Lucky Sailor “Juggling”

0
1222

”Frit fald kan også kaldes en flyvende start”. Således lyder det fra sanger og sangskriver Mikkel Thomas, der står bag aliasset Lucky Sailor. Den 7. maj er han klar med førstesinglen ”Juggling” fra EP’en af samme navn, der søsættes i starten af juni fra det færøske pladeselskab TUTL.

Da Mikkel Thomas´ far døde, et kærlighedsforhold forliste og han stod uden job, var det tid til opbrud efter mange gode år på Bornholm. Da sikkerhedslinen alligevel var skåret over, kastede han sig ud i at skrive sange om sine tilstande. Han tog på et halvt år på dannelsesrejse i Europa og da han igen landede på benene, stod han i København. I sit eget Understrøm lydstudie, indspillede han, sammen med sit drømmeband, sangene til den kommende EP.

Funky folk betegner Lucky Sailor selv musikken og ønsker, at den kan være med til at give håb i tunge tider, ligesom den hjalp ham selv, da han stod midt i en svær periode. Lyden har reminiscenser af 70’erne og er ærlig og håndspillet.

”Måske kan man forestille sig en lydblanding af nogen af mine musikalske helte: Bob Dylan spillet af gruppen Stuff, The Polices´ 70-er lyd og Bon Ivers minimalisme forenet i samme person,” siger Lucky Sailor og fortæller om inspirationen til teksten:

”Når man kaster sig ud i et nyt forhold, må man ofte jonglere lidt rundt med sine følelser og behov. Mange tanker opstår: hvad vil hun, hvad vil jeg og skal vi noget sammen? At beslutte om man skal gå ind i et forhold, kan godt gøre en rundtosset. Inspirationen til “Juggling” kom netop, da jeg befandt mig i et forhold, som jeg egentlig godt var klar over, ikke skulle blive til noget.”

Mikkel Thomas er en mand, der jonglerer med mange ting, herunder fem børn og et spritnyt kærlighedsforhold. Han producerer musik og live streamingsessions i sit eget lydstudie. Og så skriver han egne sange til Lucky Sailor.

Det er ikke helt tilfældigt, at han har valgt kunstnernavnet Lucky Sailor. Der er bådbygning og sejlads i blodet hos sangskriveren og han sætter ofte kursen mod nye eventyr. Både i musikken og i livet. Således er han pt. i fuld gang med at rigge et skib til og planlægge en jordomsejling sammen med en af sine sønner.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here