Når hele Danmarks Martin Brygmann den 28. maj udsender det nye album “FYRTØJET – En Gnist i Andersens Liv” er det soundtracket til en kommende musical om den folkekære digter og forfatter H.C. Andersen, som kan opleves til Varde Sommerspil den 1. juli.
Martin Brygmann har stået for musikken og Carsten Friis for dramaturgien. Som solister på albummet finder du bl.a. Martin Brygmann, Tim Schou og Kaya Brüel samt en enestående række af danske musikere og skuespillere.
Altså, hvad kan Martin Brygmann ikke? Man behøver bare at nævne “Det Brune Punktum”, “Lex & Klatten”, “Jesus & Josefine”, “Jul I Valhal” og “Far Til Fire” for at blive mindet om, hvilken multikunstner Martin Brygmann er. Han er sangskriver, sanger, komponist, skuespiller, tv-vært – ja, listen er lang. Han har skrevet hits som “For Kendt”, “Jeg vil i seng med de fleste”, “Ud i det blå”, “En Kort En Lang” og har meget mere musik oppe i ærmet.
Efter mange år med genopsætninger af gamle kendte musicals, opsætninger af Disney tegnefilm konverteret til musicals, gamle pophits sat sammen med en handling, har der i de senere år, internationalt, været en ny bølge af musicals, med original musik, der skaber nye pophits – bl.a. Hamilton, The Greatest Showman. “FYRTØJET – En Gnist i Andersens Liv”, er det første originale, danske bud i denne bølge.
”Det er noget særligt i det danske musicallandskab, hvor Disney og andre musicalklassikere fylder meget. I H.C. Andersen har vi verdens bedste, meget originale og mest kendte eventyrforfatter, og vi vil gerne ”dyrke” denne fantastiske fortælling, samtidig med at vi forsøger at klarlægge nogle af de udfordringer, som vi ved H. C. Andersen havde i sit liv”, forklarer Carsten Friis.
De nye, originale kompositioner og sangtekster til “FYRTØJET – En Gnist i H.C. Andersens Liv” er skrevet af Martin Brygmann, der gennem mange år har markeret sig som skuespiller, forfatter, komponist og sanger – kort sagt; en multikunster med et enormt drive og indsigt i teater-, musik- og filmmiljøet i Danmark.
”H.C. Andersen er en del af mit DNA, og fordi han var så forbistret god til at fortælle historier, skylder jeg ham, at hans berømte fortælling om “Fyrtøjet” bliver ledsaget af et stort fokus på melodierne – som jo er musikkens historiefortæller. Jeg bestræber mig på, at holde melodierne enkle og iørefaldende og nogle af sangene er inspireret af de store mestre (bl.a. Kai Normann Andersen og Oluf Ring), mens andre er ublu popmusik med en snert af gospel og stadionrock. Det er der så kommet et meget afvekslende album ud af hvor sangene hægter sig fast som perler på en snor på den fortælling om soldaten, vi alle sammen er vokset op med. Det har været en eventyrlig rejse, at beskæftige sig med ouverture, temaer og arrangementer til et stort ensemble og orkester”, forklarer Martin Brygmann.
I første omgang opføres musicalen i forbindelse med Varde Sommerspils 51-årige jubilæum i Arnbjergparken i juli 2021. Men det er planen at musicalen skal sættes op flere steder i Danmark samt oversættes til flere andre sprog. I samarbejde med Region Syd, er der sat en del initiativer i gang, der skal udbrede musikken, så publikum kan føle sig ”hjemme”, som de gør, når de danske teatre normalt vælger at spille allerede kendte musicals. Projektet er derudover støttet af A.P. Møller Fonden, William Demant Fonden, Toyota Fonden og KODA.
Du kan opleve Martin Brygmann, Pelle Emil Hebsgaard, Tim Schou, Kaya Brüel, Mads Mathias, Mathias Heise, Andrea Lykke Oehlenschlæger, Danmarks Underholdningsorkester m.fl. i “FYRTØJET – En Gnist i Andersens Liv”. Musikken er produceret af Martin Brygmann, Anders Øhrstrøm og Ole Kibsgaard.