Hannah Schneider har fra begyndelsen af karrieren etableret sig som en unik musiker på den danske scene. Med letheden fra sin kærlighed til musikken betræder hun hele tiden nye kunstneriske stier, med tyngden i eftertænksomheden som følgesvend.
På hendes nye album “Ocean Letters” indgår den klassiske klaverkomposition og de stemningsskabende elektroniske elementer et sømløst slægtskab og skaber en billedmættet fortælling om tid.
“Ocean Letters” er Hannah Schneiders første soloalbum i syv år. Bag sig har hun tre andermelder roste soloalbums i eget navn, mens hun de seneste år har haft travlt i duoen AyOwA, og performanceprojektet Philip I Schneider.
Hannah har været nomineret til adskillige danske musikpriser og har optrådt over hele Europa, Storbritannien og USA med sine fængende solooptrædener, hvor hun live-sampler, looper og skaber legende lydlandskaber på scenen. Derudover har hendes stemme optrådt i flere film og tv-serier blandt andet i DR-serien Herrens Veje.
Med “Ocean Letters” søger hun igen ud i nye landskaber. Sangene skaber en intim forbindelse mellem det neoklassiske og det moderne, det nære og det universelle og understreger hendes filmiske, stemningsrige udtryk med en auteurs styrke og en menneskelig ydmyghed.
Pandemien som et nyt verdensomspændende vilkår blev begyndelsen på de nye sange. Sange, der holder et spejl op for en verden, der er prisgivet tidens bølger af ulykke og nåde. Pladen er inspireret af bogen Havbrevene af Siri Ranva Hjelm Jacobsen – en brevveksling mellem søsterhavene Atlanterhavet og Middelhavet som skriver sammen om livet i vandet og på jorden.
Centralt i sangene står klaveret og Hannahs sfæriske og stemningsfulde vokal, mens produktionerne skaber spirende håb med flimrende elektroniske elementer. Og selvom det stadig er de stærke melodier der er omdrejningspunktet for Hannah Schneider, markerer pladen en ny sonisk vej, med filmisk lyd, der skaber stærke billeder på lytterens nethinde.
Efter årene i den internationalt anerkendte duo AyOwA, hvor Hannah har skrevet og sunget på dansk, fik hun med de nye sange igen lyst til at skrive på engelsk. Men måden at skrive på – i mere direkte, minimalistiske linjer, som kommer fra talesproget har hængt ved.
“Man skriver på en anden måde på sit modersmål. Og selvom min far var amerikaner og jeg er vokset op med det engelske som mit andet sprog, skulle jeg omkring mit modersmål for at finde min egen vej i de engelske sangtekster”.
Hannah Schneider er optaget af kontraster. Styrken i det sårbare, det akustiske og organiske i mødet med det ambiente, det næres spejling af det universelle. På “Ocean Letters” er der givet plads og rum til nye refleksioner og blik på livet, men også nye udtryk og processer.
Arbejdet med albummet har været båret af en eksperimenterende umiddelbar tilgang, hvor mange første takes er blevet de endelige.
”Mit samarbejde med ambientduoen Kaleiido i det seneste år har givet mig en frihed i forhold til det at improvisere musikken frem. Det har jeg taget med mig i den her proces og har haft en fantastisk synergi med mine samarbejdspartnere Nicolai Kornerup ( fra AyOwA), Christian Balvig (bl.a.When Saints Go Machine) og Brian Batz (Sleep Party People). Det har gjort, at rigtig meget af musikken er skabt i et nu, der kan mærkes på albummet”.
Første single fra albummet “We Will Be The Only Sound In The World”, kom i november 2021, og har sin ”søsterfortælling” i fokustracket “The World’s Gone Still Now”. Begge sange fortæller om en verden i stilhed. Den første fra en konkylies perspektiv i tidernes morgen, den anden fra en pandemisk samtid, hvor al baggrundsstøj er væk og er erstattet af indre uro.
Naturens og havenes mysterier har inspireret alle de nye sange, og på anden single Mirror Sphere, tager den store fortælling amøbens perspektiv – livet fra jordens begyndelse.
”Jeg skrev de sange midt i den allertungeste tid i pandemien. Al baggrundsstøj var væk. Det føltes som om, det var et afgørende øjeblik i historien – næsten som om det var enden på det hele. Jeg kom til at tænke på jordens lange historie, og at det hele sker over millioner af år – helt tilbage fra den gang amøberne besluttede sig til at gå op på landjorden, og blev til dyr og mennesker. Vi er bare en del af det lange seje træk, og det er på en måde en trøst!”
Sidste singleforløber for albummet “It’s The Season” tager også sit afsæt i tiden. Det er en sommersingle er til de lyse afteners melankolske søvnløse tilstand, båret af akustisk klaver og med Jacob Bellens, Goss og Josephine Philip på kor.
Hannah Schneider har før – med sit duoprojekt AyOwA’s sang Sommer – afsløret at hun har et ambivalent forhold til sæsonen.
”Vi venter og venter på sommer og den lever sjældent op til alle forventningerne. Det er en intens tid, fordi vi her i Skandinavien oplever sommeren som et kort nu, vi skal maksimere, før det bliver mørkt igen. Jeg bliver overvældet af det. Det intense nu minder mig om at det så hurtigt er forbi. Der er enormt meget tyngde og melankoli i sommeren for mig. Alt er smukt og klart, men også hudløst og sårbart”.
“Ocean Letters” er skrevet i en brydningstid, hvor vandets og tidernes bølger har inspireret et Hannah Schneider’sk univers af kontraster. Hvor hun har fundet hjem til sin klassiske baggrund og forbundet den med det elektroniske univers. Hvor alvoren og håbet, sårbarheden og skønheden eksisterer side om side til alle tider.
Kort bio
Hannah Schneider er kendt som den ene halvdel af den anmelderroste duo AyOwA, der har fået betydelig international opmærksomhed. Hittet “Sommer” blev desuden sunget på danske X factor, hvor Thomas Blachmann havde udvalgt sangen til sine deltagere.
Hannah Schneider har tidligere udgivet tre anmelderroste soloalbums i eget navn på Sony/Mermaid Records/Lojinx UK, og har som solo artist været nomineret til flere musikpriser i Danmark. Hun har optrådt over hele Europa, UK og USA med sine fængende solo- optrædener, som får en ekstra visuel dimension når hun live sampler, looper og skaber legende lydlandskaber live på scenen.
Hendes atmosfæriske stemme har optrådt i adskillige film- og TV sammenhænge – bl.a. i DR serien “Herrens Veje”. Schneider er en kunstner i en konstant udvikling og søgen på nye kunstneriske formater og udgør også en del af duoen Philip | Schneider sammen med Josephine Philip (Darkness Falls).