I februar udgav Morten Christensen debutpladen “Hvor Alting Begynder”, og nu – bare et halvt år senere – er han allerede klar med EP’en “Farvel Til Romantikken”, som udkom den 22. oktober. Sangene, der som noget nyt i Christensens sangskrivning skuer mere ud end ind, er indspillet med selveste Nikolaj Nørlund bag pulten.
Er romantikken virkelig død, Morten, lyder det oplagte spørgsmål, når man hører titlen på hans kommende skud på stammen. “Nej haha, men det er den i mine tekster”, lyder svaret fra den odenseanske singer-songwriter, som mange nok husker fra hans tid som frontmand i Wrong Side of Vegas og Dirty Old Town. “I hvert fald for en stund”, uddyber han smilende og fortsætter:
“I teksterne på den kommende EP betragter jeg mennesker, skæbner og fortæller deres historier. “Farvel Til Romantikken” er dermed et farvel og på gensyn til den indadskuende sangskriver med de personlige tekster om livets op- og nedture, som har præget mine seneste udgivelser”.
Den organiske, oldschool og tilbagelænede vibe er dog intakt, selvom producerstolen som noget nyt nu indtages af en af dansk musikhistories mest markante skikkelser – Nikolaj Nørlund.
Tidligere er han blevet sammenlignet med navne som CV Jørgensen, Juncker og Michael Falch, men på den kommende plade er inspirationen i højere grad hentet hos nogle af Christensens helt store helte som Kim Larsen og The Rolling Stones.
Tekstuniverset er dog mere Larsensk end Jaggersk, når Morten Christensen fortæller historier om vennen med et alkoholmisbrug i “Et Tilfældigt Hospital” eller om slagsbroren fra Vesterbro i sangen “Jackie”. “I stedet for mig, mig og mig er det ham, hende, du og dem”, forklarer Christensen.
Som et gammelt polaroid billede
I samarbejde med “Band Uden Navn”, som danner par med Christensen både live og i studiet, har de skabt en plade, der efterlader et indtryk, som når man finder et hengemt polaroidbillede af en gammel ven i skuffen. Et af de billeder, hvor isostøjen kun gør motivet smukkere, og hvor de små skønhedsfejl bidrager til den melankolske stemning, som på samme tid vækker glæde og længsel efter en svunden tid.
Instrumenteringen på intronummeret “Sangeren” præges af Jasper Jagds kontrabas og af trommeslagerens Jakob Høgs whiskers, men afløses snart af elbas og de mere hårdtslående stikker på EP’ens andet nummer, “InterCity-tog”, der også byder på et overraskende stykke, hvor næsten alle sangens tracks møder en flangereffekt.
Herefter følger pladens mest poppede nummer “Tell Me What To Do”, hvor Christensen med stroferne “Rejs dig op, luk lyset ind” virkelig fremviser sin evne til at skrive omkvæd, der med garanti klistrer sig til dit indre øre.
Førstesinglen “Jackie”, som udkom med en tilhørende musikvideo tilbage i september, bæres frem af et væld af percussion-spor, der, ligesom klaverets stakerede riff på den føromtalte “InterCity-tog”, letter på hatten til fans af Rolling Stones.
Den fem numre lange EP rundes herefter af med den over fem minutter lange historie om vennen på det tilfældige hospital. Her får det velspillende band i den grad tid og plads til at folde sig ud i en nostalgisk og næstekærlig fortælling om venskab, alkohol og de tilfældigheder, der kan være altafgørende for, hvor vi ender i tilværelsen.
