Nille Nyc udgiver singlen “About You”

0
1111

I en alder af 38 sprang Nille Nyc ud som popartist, og siden da har hun knoklet for at bryde rammerne for, hvad en “rigtig” popstjerne er. Hendes 10 år som ingeniør i oliebranchen gav hende modet til at prøve kræfter i endnu en mandsdomineret branche, og den 27. august udgav hun singlen “About You” med en tilhørende musikvideo. Samtidig varsler hun udgivelsen af sit debutalbum i 2022.

Siden debuten i 2018 har karrieren bl.a. budt på koncerter i Paris, München og København for Nille Nyc, hvis borgerlige navn er Pernille Nyc-Jensen. Både P3 og P4 såvel som en række udenlandske radiostationer har flittigt spillet hendes elektroniske popsange, der ifølge bloggen Good Because Danish fremføres med en stærk og melodiøs vokal, som det stærkeste kendetegn.

Nu er Nille Nyc klar med opfølgeren til debut-EP’en “PowerPainPillsPercussion”, som hun, i bedste DIY-stil, selv udgav i 2020. Sangen hedder “About You”, og med den udkommer også en betagende musikvideo, hvor hun i en sommerlig solnedgang omgives af et væld af orange balloner på både mark og strand.

“About You” handler om alle de ting, man kan blive fristet af i tilværelsen – både på godt og ondt: “Jeg har til tider forsøgt at fornægte kærligheden, og i stedet ladet mig rive med af penge og magt, men intet er vigtigere end kærligheden. Kærligheden til min familie, min musik og mig selv. Derfor har jeg også bevidst valgt jobs fra som ingeniør, som krævede al min tid og fokus, for så er der jo ikke plads til kærligheden”, siger Nille Nyc om baggrunden for sangen, som er produceret i samarbejde med Christian Coer.

Powerkvinde i mandsdominerede brancher

På sidelinien har Nille Nyc fulgt de senere års diskussion af den ulige kønsbalance i musikbranchen, som nok stadig afholder mange fra springe ud som artist.

Som ung teenager drømte Nille Nyc selv om livet som artist, men endte med at følge den sikre vej med en god og sikker uddannelse. Men efter 10 år som ingeniør i oliebranchen, har hun dog lært, hvad det vil sige at gebærde sig i en branche, som traditionelt er mandsdomineret, og det er efter hendes eget udsagn grunden til, at hun i slutningen af sine 30’ere endelig turde springe ud som den popartist, hun i hemmelighed altid havde drømt om at blive:

“Det er nok de færreste, der udgiver sine første sange som 38-årig, men jeg håber, at min DIYtilgang til livet som popartist kan bane vejen for de kommende generationer, der, ligesom mit eget yngre jeg, ikke turde tage springet. Som ingeniør er min hverdag meget teknisk og rationel og har brug for at blive mixet med min bløde, intuitive og følsomme side. Musikken har virkelig gjort mig til en bedre mor, kæreste, veninde og kollega, og først nu føler jeg mig som et helt menneske.”

“About You” udkom den 27. august og er det første udspil fra Nille Nycs kommende debutalbum, som lander i 2022.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here