SALLY

0
1405
Foto: Therese Vadum

SALLY er ude med singlen ”Fred”. En sang, der graver i livets transformationer og tvinger os til at se os selv dybt i øjnene. Sangen fører lytteren ind i et dualistisk univers af dyb eftertænksomhed og euforisk søgen efter frihed.

Med deres lyriske tilgang til et råt musikalsk univers, er indierockbandet, SALLY, godt på vej ind på den danske musikscene. De er nu ude med deres anden single ”Fred”, der udspringer af en skarp bevidsthed omkring livets foranderlighed og nuancer.

Imellem linjerne på sangens spinkle tekst, ligger der en dybere selvransagning gemt. En undersøgelse af den sociale arv, der ubevidst følger os i udviklingen af vores identitet. Om den transformation, der ligger i at frigøre sig fra det man kommer af og blive til sit eget menneske. Forsangerinde og tekstforfatter, Sally Errebo-Brandt, uddyber:

”Jeg husker tydeligt, da det gik op for mig, at mine forældre også bare er mennesker med fejl og mangler lige som alle os andre. Det var både skræmmende og på samme tid enormt frigørende at finde ud af. Skræmmende fordi der åbenlyst ikke findes én rigtig måde at finde sit fuldendte jeg på og bare leve lykkeligt. Frigørende fordi det derfor gjorde det muligt at finde min helt egen personlige vej i den søgen.”

Bandets arrangement af sangen skifter flere gange imellem et spinkelt og skrøbeligt univers, kun båret af et legende samspil mellem guitar og keys, til et majestætisk, pulserende beat drevet af fremadstormende trommer og bas. En indkapsling af de dualiteter, der kan ligge i en identitetsskabende, omskiftelige tilstand af urolig rastløshed og søgen efter at slippe fri og finde fred med sig selv.

Sammen med singlen udgiver SALLY en tilhørende musikvideo. Musikvideoen er instrueret, filmet og skrevet af Sally Errebo-Brandt og hendes søster, Rosa Errebo-Brandt. I et minimalistisk, men farverigt og psykedelisk drømmende univers følger vi en enkelt persons udfoldelse og frigørelse gennem dans og fri bevægelse. Der kredses omkring nøgleordene: ”frigørelse”, ”transformation”, ”dualiteter”, ”fragmentering” og alt, hvad der hører til det at vokse op og skabe sin identitet. Om at bryde med social arv, samfundsnormer, gamle vaner og om at finde sin egen stemme i sit eget liv. Sally Errebo-Brandt uddyber:

”Det var et sted i den proces, det gik op for mig, hvor vigtigt det er først og fremmest at finde ud af bare at være nogen før jeg forsøger at blive til noget. At finde fred med mit eget dna med alt hvad det indebærer”

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here