Den 20. august er SOÉL klar med førstesinglen fra hendes kommende EP “Melomaniac”. Singlen, “Nobody But You”, er en opløftende popsang om at fortabe sig i et andet menneske.
Sanger og sangskriver SOÉL har tidligere leget med forskellige genrer og faktisk haft svært ved at finde ro i den rendyrkede popmusik. Sådan er det ikke længere. Ændringen skete især, da hun en dag blev præsenteret for produceren Malthe Seierup:
»Da jeg mødte Malthe, som har produceret EP’en, så føltes det pludselig rigtigt igen. Jeg tror, jeg blev mindet om, at det egentlig ikke behøver at være så kompliceret at lave musik – specielt ikke når man laver pop, som jeg laver pop. Jeg fik en følelse af, at det er sådan, det skal lyde, og det er sådan det skal føles, at lave musik«, fortæller SOÉL.
SOÉL udgiver debut-EP’en “Melomaniac” den 15. oktober via W.A.S. Entertainment, men inden da kom singlen “Nobody But You” den 20. august.
“Nobody But You” handler om følelsen af at være fuldstændig betaget af et andet menneske.
“Jeg har ikke en specifik oplevelse eller historie forbundet med tilblivelsen af “Nobody But You”. Det er mere en følelse. Kender vi ikke allesammen den der helt intense følelse af at være inderligt vild med og betaget af et menneske, mens man samtidig hele tiden er sygt usikker på, hvor længe man kan få lov til bare at være i den følelse? Den kender jeg i hvert fald overordentligt godt”, fortæller SOÉL om singlen.