Strawberry Blonde: Silver & Gold

0
1276

Fra Nashville til Odense, med detours omkring København og Samsø.

Strawberry Blonde, der består af tvillingesøstrene Betina og Anja Følleslev fra Odense, udsender ny single fra deres kommende EP.

Fra Nashville til København

Det nye udspil fra Strawberry Blonde tog sin begyndelse en lettere diset uge i november 2017, hvor søstrene var på en uges Songwriting Camp med amerikanske sangskrivere fra Nashville og LA i København.
”Vi har altid været inspireret af country- og rootsmusikken og havde lyst til at vende blikket mod denne musikalske tradition med vores kommende udgivelse, så DPA’s Nashville/Copenhagen camp viste sig at være den helt rette musikalske legeplads, hvor vi kunne skrive og indspille nyt materiale med sangskrivere fra countrymusikkens hjemby Nashville” fortæller Anja Følleslev.

En moderne folk-country lovesong

”Vi har skrevet teksten til ”Silver & Gold” sammen med den amerikanske sangskriver Andy Davis, og det blev hurtigt klart for os, at vores kærlighedsfortælling skulle afspejle den tid vi lever i, hvor kvinden ikke blot står klar hjemme bag kødgryderne og venter med længsel efter sin elskede, som det f.eks. er tilfældet i Tammy Wynettes “Stand by your man”. Silver & Gold er på en den måde en moderne folk-country-lovesong med plads til forskellighed, frihed og kærlighed på trods af periodevis adskillelse” fortæller Betina Følleslev om tilblivelsen af sangen. Singlen er produceret af Esben Svane i et lydunivers inspireret af kunstnere som First Aid Kit og Lana Del Rey.

Fra Samsø til LA

Efterfølgende fortsatte søstrene samarbejdet med Andy Davis, og sammen med producer og musiker Søren Jacobsen inviterede de Andy Davis tilbage til Danmark for at skrive og producere flere sange til deres kommende EP. Det nåede at blive til 4 dages arbejde på Samsø, før Covid-19 pandemien lukkede Danmark og verdens grænser i marts 2020. Alligevel nåede de 4 sangskrivere at skrive en håndfuld sange, der siden er produceret og indspillet på tværs af Atlanten, hvoraf flere vil udkomme på Strawberry Blondes kommende EP i 2021.

Om Strawberry Blonde

Strawberry Blonde udgav debutalbummet ”Glorious” (Ugens Album på P4) i 2009. I 2012 udkom albummet ”Alt hvad jeg havde af glas det har jeg knust”. I 2019 udkom de med singlen “Mount Everest”. Desuden har begge søstre haft travlt med egne projekter, mens de samtidig har haft fokus på den fælles sangskrivning samt co-writing og løbende koncerter. I 2020 spillede søstrene over 60 akustiske koncerter for isolerede og sårbare borgere med projektet En syngende hilsen.

Betina Følleslev har siden 2013 været festivalleder for poesi og litteraturfestivalen Spoken Word i Odense. Hun udgav i 2017 albummet, ”Jeg husker det hele, jeg husker ingenting”, under navnet SOLSORT, der i 2016 var nomineret til DMA FOLK som årets sangerinde. I 2020 udkom 3 nye singler, ligesom titelnummeret fra Jeg husker det hele, jeg husker ingenting blev optaget i den nye udgave af Højskolesangbogen.

Anja Følleslev er leder i Studenterhuset Odense. Anja er en kulturel dynamo i Odense, og hendes arbejde med de studerende og kulturen i byen sikrede hende i januar 2018 den fornemme titel som årets Fynbo, kåret af Fyens Stiftstidende. Anja har desuden skrevet sange og spillet solokoncerter under navnet The Red House, og er desuden snart aktuel i den nye trio Nash.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here