Alexander Woods udgiver singlen “I know”

0
1026
Foto: Marie Mørk

Singlen “I Know” er det nyeste skud på stammen fra den danske popartist Alexander Woods, der har genopfundet sin lyd med den seneste tids succesfulde udgivelser.

Sangen landede d. 28. maj, og handler om at miste og genfinde kærligheden. Med sangen udkommer en betagende og smuk video, der bl.a. byder på dans på de københavnske hustage.

“I Know” er sommerskuddet fra Alexander Woods’ spirende, friske sound – en boblende popsang, der implementerer et strejf af disco, som giver en uimodståelig trang til at støve de efterhånden glemte dance-moves af i en solnedgang med dem du holder af.

Sangen blev til i efterdønningerne af Alexanders brud med sin partner, og der skulle otte måneder med refleksion og frihed til, før han forstod, hvad han havde mistet. Det er en utroligt ærlig gengivelse af kampen om at finde tilbage – uden at lande i samme onde spiral. Et resultat af at lade bekymringerne fare og lære at påskønne alle de små ting, der giver livet krydderi.

“Jeg lærte at lytte, og slå min indre ‘fix-it’ tilgang lidt fra. Her opdagede jeg en helt ny form for samhørighed med min partner, og kunne se de nødvendige forandringer i klart lys”, siger Alexander Woods, og refererer til en del af sangens mantra: “It’s time for change – I know”.

Et tilfældigt møde med partneren på Roskilde Festival et halvt år efter bruddet gav Alexander et chok dybt ned i maven, hvor et savn, der havde ligget og ulmet, tændtes uden at han havde været i stand til at definere følelsen: “Eight months without rest – I chose the door – thought it was the best – now i’m back for more”

“Jeg glæder mig tit over at have haft selvindsigten til at erkende mine fejl i det daværende forhold. Både min partner og jeg ved nu, at tiden fra hinanden gav os mulighed for at genopfinde kærligheded til hinanden”

Musikalsk finder Alexander Woods inspiration i artister som Tom Misch, Alex Vargas, Phlake og Thomas Dybdahl, mens tekstuniverset som regel tager udgangspunkt i dybt personlige oplevelser og egne prøvelser på krop og sjæl.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here