Der Hvor Hunden Ligger Begravet

0
1308

”Der Hvor Hunden Ligger Begravet” er singleforløber til Jan Rørdams kommende soloalbum ”Sange Fra Skällandsö”. På sangen reflekterer Rørdam over relationen mellem hund og ejer. Men der stikker selvfølgelig mere under. I ægte Rørdamsk stil bruger han nemlig hunden som en metafor for at kunne belyse nogle af livets store spørgsmål, der ligger ham meget nært.

”Der Hvor Hunden Ligger Begravet” er en iørefaldende fortælling, der ledsages af Jan Rørdams akustiske guitar og en enkel og iørefaldende melodi. Med sin karakteristisk behagelige stemme formår Rørdam at pakke sangens emne ind i hans sædvanlige melodiske toner.

”Alle mine sange handler om kærlighed og relationer i forskellige afskygninger. Det er nok årsagen til, at jeg har brugt hunden i sangen, da langt de fleste netop har en meget stærk relation til deres hund. Relationen er så enkel, ukompliceret og ren, og en nær perfekt kontrast til den komplicerede relation, vi ofte kan have til andre mennesker,” fortæller Jan Rørdam.

”Der Hvor Hunden Ligger Begravet” tapper lige ind det kommende albums centrale tematikker som relationer og kærlighed til andre – og til sig selv. Albummet er blevet til i Rørdams lille sydsvenske helle, en ødegård i Skällandsö i Sverige, hvor hans tanker og refleksioner snart resulterer i ti nye sange.

I sangens tilhørende musikvideo til ”Hvor hunden ligger begravet” får Jan Rørdam besøg af fem firbenede venner. Fem hunde med hver deres unikke personlighed og karakter og alle venligst udlånt til formålet af Jans venner og familie.

Selvom Jan Rørdam rent faktisk er allergisk overfor hunde og skulle vaske hænder hele tiden, skifte tøj efter optagelser og at han – til trods for indtag af antihistaminer – fik heftige nyseanfald om aftenen, da han kom hjem, hyggede han sig helt vildt under optagelserne med hundene. Det eneste det kostede dog i godbidder til de fem firbenede musikvideostjerner.

Om Jan Rørdam

Jan Rørdam er musiker, komponist og producer og har siden 2004 udgivet seks albums. Han har desuden produceret musik for en lang række danske artister, bl.a. Alberte Winding, Michael Bundesen og Benjamin Koppel, ligesom han har skrevet/produceret musik for bl.a. Lis Sørensen, Søren Sko og Maria Montell. Samt leveret soundtracket til rigtig manges barndom som komponist på fx ”Bamse og Kylling” og ”Tju bang chokolademand”.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here