Efter to forudgående singler og videoer udgiver det dansk-amerikanske hyper thrash metal-band TERMINALIST sit andet album, den aldeles aggressive, komplekse og relativt pessimistiske samling sange betitlet “The Crisis as Condition”.
Sanger, guitarist og lyriker Emil Hansen udtaler i forbindelse med udgivelsen:
“De seneste år har vist os, at krisen ikke er en passerende begivenhed, men at den er kommet for at blive. Om vi taler klima, krig, uligheder eller pandemien, er krisetilstanden altomsluttende. Samtidig virker vores samfund ude af stand til fundamentalt at håndtere dette. Vi håber, at den her plade vil sætte nogle tanker i gang og kan agere afløb for nogle. Måske er forbindelsen gennem musik og kunst det, vi egentlig har tilbage i disse dystre tider.”
Efter en flok forårsshows med DK thrash-kongerne HateSphere og som support for sci-fi metal-legenderne Voivod i København fejrede TERMINALIST det nye album med et release-show på Loppen, Christiania med support fra power thrasherne i Exelerate.
Det er et tungt og komplekst tema, som TERMINALIST tager op på “The Crisis as Condition”. Med rødder i 1980’ernes tekniske thrash metal opdaterer de den sociopolitiske kritik kendt fra genrens storhedstid i slutningen 1980’erne og starten af 1990’erne – en tid, der også var præget af politisk opbrud, men samtidig var kendetegnet af en tro på bedre tider forude.
På “The Crisis as Condition” er dette verdensbillede vendt om. Tidligere tiders optimisme og fremskridtstro er blevet afløst af pessimisme og sortsyn. Opbrud er blevet til sammenbrud, undtagelsestilstanden den nye normal.
Hvor debutalbummet “The Great Acceleration” fra 2021 var en kommentar til (frem)tidens rumkapløb og teknologiens iboende destruktive side, er “The Crisis as Condition” et på en og samme tid køligt og oprørt blik på samtiden. Science fiction-fantasierne er blevet lagt på hylden til fordel for en kritisk samtidsdiagnosticering og en hudfletning af det moderne krisesamfund.
Det sker i en hårdtslående, dynamisk og detaljemættet musik, der har sin grundbase i thrash metal, men som i sine snørklede rytmer og ambitiøse sangskrivning finder paralleller i progressiv metal og black metal.
Ligesom på debutalbummet har Terminalist allieret sig med producer Lasse Ballade. “The Crisis as Condition” er indspillet og mixet i Ballade Studios i København og mastereret af V. Santura (Triptykon, Dark Fortress) i tyske Woodshed Studios, ligesom den britiske maler Ryan T. Hancock endnu en gang har stået for det mageløse artwork.
“The Crisis as Condition” udkommer på vinyl (to gatefold-versioner – 100 orange ex og 300 sorte ex), CD, bånd og digitale formater, og de fysiske formater kan bestilles via Indisciplinarians webshop.