Uimodståeligt statement fra ELBA

0
588
Foto: Sebastian Vistisen Toft

Det danske pop-talent er tilbage og sender stråler af lys og musikalsk selvværd ud i sensommeren på den højenergiske nye single, “You Do You”. Det medrivende track cementerer både et personligt og musikalsk vendepunkt for den 28-årige sanger, som har mere musik på vej.

Da ELBA skrev sit post-pandemiske debutalbum, “Teardrops & Blind Spots”, åbnede hun hudløst ærligt op for en psykologisk rejse helt ind i et ungt og stresset, melankolsk sind. Den svære nedtur blev gennemlevet og fortalt i autentiske, alternative popmelodier og tekster, der opstod som en nødvendighed midt i mørket. Men der er som bekendt en sprække i alting; det er sådan, lyset kommer ind.

Og det gør det med uimodståelig kraft på “You Do You”. Den nye single fra ELBA aka Ellen Bathum markerer et personligt og musikalsk vendepunkt – et oplysende statement om at (gen)vinde styrken og troen på sig selv.

”Sangen handler om at eje og omfavne sin unikke sammensathed som menneske. Om at tro på egne evner – særligt når man møder modstand – og først og fremmest turde stole på og lytte til sin egen indre stemme. Ellers lader man sig alt for let begrænse af andres forventninger, mens det negative får lov til at definere ens vej. ’You Do You’ er resultatet af mine egne oplevelser, men også en universel fortælling om at stå ved den man er,” fortæller ELBA.

Den positive energi får frit spil på det hæsblæsende poptrack der med 110-i-timen og det ene medrivende hook efter det andet, uundgåeligt booster selvværdet, mens ELBAs stærke vokal cementerer tankerne bag. Tanker, hun har levet og åndet for siden debuten i 2018.

Bosiddende i Thy – og stolt af det – har ELBA naturligvis mødt sin andel fordomme og skepsis fra folk og branchen i storbyen. Ikke desto mindre har de danske radiolyttere, gennem årene, stiftet bekendtskab med den 28-årige sangers stemme og kontrastfyldte elektroniske popunivers, når hendes singler har ramt P3, P4 og P6 BEAT.

I 2019 lukkede ELBA Countdown-scenen på Roskilde Festival og har siden været på flere turnéer – bare i år er der mere end 30 shows i kalenderen – hvor sommerens højdepunkter talte Nibe Festival, Thy Rock, Generator Festival i Odense og Smukfest. Koncerter, som den uafhængige sanger, på imponerende vis, både booker og arrangerer på egen hånd!

Med “You Do You” står budskabet skrevet lige så klart og tydeligt som potentialet bag. If you know, you know, you know… Ét er sikkert: den nye ELBA-single er på gaden nu.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here