INSECURIOSITY – En EP fuld af skælvende nærvær

0
928

MATHILDE er en ung, stærk, følsom og ærlig sangerinde, der med sine sange tager sit publikum med ind helt tæt på. Hun er storslået, men nærværende, skrøbelig, men insisterende, eksperimenterende, men fuld af nerve og den 6. august udkommer hendes nye EP “INSECURIOSITY”.

“INSECURIOSITY er en sammentrækning af insecurity og curiosity. Jeg har valgt at navngive EP’en efter disse ord, da den er skrevet ud fra forskellige følelser af usikkerhed, som har været en stor del af mig de sidste mange år. Jeg havde en drøm om at udtrykke disse følelser, på en måde så de kunne stå frem hver for sig, tydeligt, personligt og direkte.”

Den 6. august 2021 udkommer MATHILDES EP “INSECURIOSITY”. En EP fuld af sange om usikkerhedernes mange former og farver. Sange skrevet med stor selvindsigt og uden tøven over udleveringen af hendes egne dybeste usikkerheder. “INSECURIOSITY” er en EP skrevet for at skabe forståelse for det sårbare og det stærke i en og med et skarpt fokus på hele tiden at gøre sig bevidst om, hvad der er selvværdets styrker og hvad der er usikkerhedernes facader.

“Jeg håber at EP’en kan være med til at inspirere andre mennesker til at omfavne deres usikkerheder, og til at acceptere og anerkende disse mørkere, hårde og til tider ukonstruktive sider af sig selv.”

MATHILDE er en sanger og sangskriver med en melankolsk elektronisk lyd, en ærlig og rammende fortælling i hendes tekster og en stærk, let og legende vokal, der skaber rammerne for en musikalsk oplevelse, der i den grad giver genlyd.

Bagom MATHILDE

MATHILDE er opvokset i Nordjylland og har fra en tidlig alder søgt at lære så meget om musik, som hun kunne, hvad enten det har været på den lokale kulturskole, i hjemmet eller i arbejdet med dygtige mentorer, talentudviklingsprogrammer og lærerige kurser.

“Jeg har det med sangskrivning, som jeg har det med mine tidligste venner. Det er umuligt at sige, hvem der sagde de første ord, for vi udviklede sproget sammen.”

MATHILDE har skrevet sange og optrådt siden hun var midt i teenageårene og er gået fra et singer-songwriter og vise præget udtryk, til et mere elektronisk og drømmende univers, der har givet hendes stemme og sangskrivning ny styrke.

“Nikolai Hubbe siger, at han vil have sine danseres hjerte, når han indgår et samarbejde med dem. Med omvendt fortegn har jeg det på samme made med mit publikum – jeg vil give dem mit hjerte, hver gang.“

MATHILDE har tidligere udgivet singlerne Blue Light og Showtime.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here