“No. 7” er tredje single fra Josephine Philips kommende solo-debutalbum, “We Get Lost And Found”. “No. 7” er en minimal, intim og skrøbelig melodi, som bliver båret frem af Philips inciterende vokal.
Philip udgav i maj 2021, “Call My Name”, hendes første udspil som soloartist, og i oktober 2021 “The Clue”. Begge sange har været i tung rotation på P6 Beat og er blevet taget meget varmt i mod på både danske og udenlandske musikmedier.
Tredje single, “No. 7”, er, med sine mindre end to minutter, på overfladen enkel, men indeholder et komplekst mix af skiftende følelser; håb, tvivl, lyst og opgivenhed. En sang om forelskelse, om at falde ind i kærligheden, og falde igennem den. Josephine fortæller:
“Sangen handler om forelskelse – på grænsen til vanvittig forelskelse. Den slags der nærmest overtager en. Følelserne er så omsluttende at alt andet bliver ligegyldigt. Sulten og tørsten forsvinder, og man er nærmest i en tilstand af at være bedøvet, for det eneste man gør er at vente på den, man tænker på konstant”, fortæller Josephine.
I forbindelse med singlen kommer også en live session lavet af dokumentarinstruktør Andreas Koefoed og fotograf Adam Jandrup.
“No. 7” er skabt, skrevet og produceret i samarbejde med den københavnske producer og musiker Lasse Martinussen, som også optræder i live videoen.
Kort bio
Josephine Philip bor og arbejder i København. Hun er inspireret af et væld af kunstneriske udtryk; korværker, samtidskunst og performance, jazzstandarder, eksperimentel musik, film, litteratur og klassisk musik, referencer som hun trækker på i sine poetiske fortællinger.
Josephine Philip er en del af duoen Darkness Falls. Hun var halvdelen af den dynamiske duo JaConfetti, var grundlægger af kvinde-ska-bandet Favelachic og den populære DJ duo Dullen & Dyken. Hun har skrevet sange og optrådt med Anders Trentemøller, og har for nylig samarbejdet med den tyske komponist og musiker Christian Löffler.
Hun er medskaber og den ene halvdel af performance duoen Philip | Schneider – en eksperimentel duo med den ene fod rodfæstet i lyd og den anden i billedkunst, der ikke skelner, men snarere ser det i et holistisk perspektiv.
Siden dannelsen i 2019 har ensemblet allerede været at finde på nogle af de mest indflydelsesrige danske kunstinstitutioner.