Tilbage i 2016 døde eve’s farmor. Hun var kunstner og skabte de smukkeste malerier og den fineste keramik. Hendes kunst var hendes aftryk. Et aftryk som eve er evigt taknemmelig for at hun satte. For da eve’s farmor ikke længere var iblandt os, var hun omgivet af hendes unikke kunstværker. Det gjorde det hele nemmere at forstå, for selvom at hendes krop er væk, så føler eve at hun stadig er her. Endda mere end hun nogensinde har været.
“Hun er den kop jeg drikker min morgenkaffe af, og det billede som hænger så smukt i mine forældres stue. Hun er her. Det ved jeg. For det kan jeg mærke. Og jeg glæder mig til at møde hende igen, når jeg en dag skal herfra. Men hvordan kan jeg sætte et aftryk i en verden, som stadig vil være her, når min levetid ligger hundredvis af år tilbage?”, spørger den spirende kunstner.
For eve, er det netop musikken der svarer dette spørgsmål. Musikken er hendes aftryk og det vil stå i samme form i 3021, som det gør i 2021. At skabe noget er meningen med det hele for eve. Om det så er at stifte familie, komponere musik eller dreje keramik. Den nye single ”Last Walk” symboliserer netop det at have et ønske om at sætte sit eget aftryk i verden og om at møde hinanden igen. Hvor det så er, aner hun ikke. Men hun er dog sikker på at vi finder hinanden.
Sangen er, som hendes første single ”All I Do”, baseret på følelser og hændelser fra hendes eget liv, og handler helt konkret om da hendes farfar gik farmoderen i møde i døden og om hans sidste gåtur inden han døde – deraf kommer nummerets titel ”Last Walk”.
”Last Walk” er et stykke musik som både rummer melankoli og skrøbelighed, men også håb og taknemmelighed. Tekstuniverset er bygget op omkring vores sanser med et ønske om, at lytteren både kan mærke og forestille sig billederne, som teksten beskriver:
”The flowers from your garden
Are growing on the hill side…
I walk here empty handed
The wind is in my bag”
Nummeret er skrevet i samarbejde med hendes far Flemming Schiller, og er produceret af Alfred Thomas. Om skabelsesprocessen skriver eve:
”Det var min far, som skrev første udgave af nummeret – som vi så senere arbejdede videre på sammen, og som nu er blevet det færdige produkt. Det har været en kæmpe gave for mig, at arbejde så tæt sammen med min far – særligt om dette nummer. For jeg er jo på mange måde et aftryk, som han har sat, og sammen sætter vi et aftryk i form af dette nummer”.
