OS TO – “Lyse Morgen”

0
956
Foto: Julie Montauk

Duoen Eugenia genopstod sidste år under det nye navn OS TO. Med skiftet markerede Johan Ask og Camilla Pape en ny stil – en mere nær og mere tilgængelig lyd. “Lyse Morgen” er deres tredje singleudspil – en sang som har både Hymns from Nineveh og Guldimund med på kor.

“Lyse Morgen” er en stemningsmættet sang om de der aftener i byen, hvor man fester til den lyse morgen og måske undervejs mister sin retning fuldstændig. Fra Camillas rene vokalintro over store korharmonier bliver vi taget igennem en ikke helt gnidningsfri nat i København.

“Lyse Morgen handler om det moment, hvor morgenlyset vækker én et ukendt sted med blackout efter en lidt for god aften i byen. Lyset blænder i øjnene og hovedet arbejder på højtryk for stykke et handlingsforløb sammen. Sangen blev til kort efter, at jeg en aften blev så fuld, at jeg blev virkelig uvenner med en af mine bedste venner. Aftenen endte med at jeg fik den idé at skyde genvej hjem fra Nørrebro tværs over Sortedamssøen Jeg vågnede op i en fremmed stue, drivvåd op til navlen og måtte ringe til min ven og rede trådene ud. Venskabet blev heldigvis reddet og hun gik oven i købet med til at synge på sangen til sidst – og det gjorde hun så smukt, at vi skruede ekstra op for hende”, fortæller Johan.

Sangen har en rolig retro-country-poppet lyd og koret som bl.a. består af Skt. Annæ Gymnasiums pigekor, Guldimund og Hymns from Nineveh, løfter sig sammen med Camillas mærkbare vokal, der som morgensolen, både rummer håb – for den nye dag – og smerte – i konfrontationen med gårsdagen.

“Lyse Morgen” er tredje singleudspil fra albummet Verdens Ende, som udkommer næste år.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here