PRISMA udsender EP’en “Her”

0
1055

Den danske søsterduo PRISMA udgiver nu deres debut EP “Her”, som med seks sange om livets cyklus markerer deres musikalske univers og tilstedeværelse på musikscenen. Dette værk er opfølgningen på duoens to singleudgivelser fra foråret. “Her” udkommer den 6. november 2020.

PRISMA udgav med stor overbevisning deres første to singler “Dear Jane” og “A Child” i foråret 2020. Siden da har de med både radioafspilninger og gode placeringer på streamingtjenester spredt ringe i vandet hos lytterne.

EP’ens seks numre er alle en del af en fortælling om en kvinde, der gennemgår livets forskellige stadier: Fødsel, barndom, ungdom, voksenliv, død og fødsel. Dermed kredser duoens værk om ‘Livets cyklus’ og reflekterer over tilværelsen.

“Numrene på værket fortæller tilsammen en historie om livets gang, fra start til slut. Idéen kom da vi begge var fløjet fra reden og stod der foran livet, klar til at finde vores egen vej gennem det. Vi forestillede os hvilke stadier vi ville møde på vores vej, og så tilbage på dem vi allerede havde været igennem.”

Med navnet “Her” refereres der til den omtalte kvindeskikkelse, som optræder i fortællingen. Begrebet kan tildeles alle mennesker, men duoen har valgt at fortælle historierne gennem en hende/Her.

“At vælge en kvinde som hovedkarakter føles som det mest naturlige valg, da kvindens perspektiver er det mest relaterbare for os. Dog er det vigtigt at sige, at værket ikke kun vil portrættere kvinders liv, men alle menneskers.”

I PRISMA’s lydunivers bliver lytteren taget gennem en både fin, men også støjende flade, som portrætterer livet set gennem søstrenes øjne.

Om PRISMA

Søstrene Frida og Sirid er en dansk søsterduo med base i København. De er vokset op i et hvidt hus i Odense, hvor børneværelserne var deres kreative rum og legeplads. Her blandt plakater og deres fars mange guitarer opstod duo-projektet PRISMA.

I PRISMA skaber søstrene et musikalsk univers, hvor deres tostemmige vokaler har den bærende rolle, understøttet af støjende guitarer og soundscapes, som leder lytteren ind i forskellige stemninger. Lyrikken tager udgangspunkt i de nære og personlige historier samt tanker om deres søskendeforhold. Med den musikalske inspiration fra bl.a. The Raveonettes, First Aid Kid og Agnes Obel skaber de melankolsk drømmerock med en kant af støj.

Navnet PRISMA er et feminint twist på ordet prisme, som er en geometrisk figur, der bryder lys op og danner en regnbue. På samme måde føler de to søstre, at de i deres musikalske virke reflekterer forskellige farver og følelser ud til lytteren.

“Med dette projekt håber vi på at kunne italesætte de menneskelige kerneværdier. Vi vil gerne give folk en måde at spejle sig i banale tanker og følelser.”

I dag er de begge bosat i København, hvor de har et intensivt samarbejde med Birk Storm, både som kunstnerisk og kommerciel sparringspartner.

“Udover at han er vores manager og kunstneriske sparringspartner har vi sammen lavet pladeselskabet PRISMA Records, som er måden hvorpå vi udgiver vores musik, og Birk har desuden færdiggjort vores sange produktionsmæssigt samt mixet dem”.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here